I løbet af 2022 har Aarhus Airport i Tirstrup fået seks nye ruter. Til foråret vokser rute-udvalget igen. I første omgang mellem Aarhus og den populære ferie-destination Faro i det sydlige Portugal.
Det er igen Ryanair, der er på spil. Senest i november præsenterede lavpris-giganten en nonstop rute fra Aarhus Airport il Palma de Mallorca. Ryanair har nu 10 ruter i Aarhus.
Portugal er i Top-10 over danskernes foretrukne rejsemål, og Aarhus er den eneste lufthavn i Jylland med en direkte rute til Faro.
Faro ligger ved den portugisiske Algarve kyst, hvor der er masser sol, strande og golfbaner. Området er også populært for sine seafood restauranter og gode muligheder for aktiv ferie med cykling og vandring.
Faro vil blive betjent to gange om ugen med afgange mandage og fredage. Flyvetiden er tre timer og 50 minutter. Der er en times tidsforskel i Portugal.
Ryanair har generel succes i Danmarks næststørste by, hvor især ruterne til Malaga, Milano, Gdansk og London er populære-
Derfor øger det irske flyselskab med ekstra afgange til den britiske hovedstad fra marts næste år, der så får otte ugentlige flyvninger.
Andre flyselskaber har også annonceret nye destinationer fra Aarhus næste sommer. Det er bl.a. Spies til Mallorca, Atlantis til Sharm el Sheikh og Hurghara samt Århus Charter til Zakynthos og Kreta….
(Indledningsfoto til artiklen: Aarhus Airport)
Skriv et svar