DSB sover igen i timen, når det gælder internationale trends for jernbaner og publikum.
Mens flere og flere nattog-linier åbnes nede i Europa, nøjes Danmark med et par enkelte svenske, der er nødt til at køre via vores tognet for at komme ned sydpå.
DSB gør åbenbart ikke selv noget for at genoplive fordums nattog til udlandet, som engang var meget populære, men som blev overhalet af ruteflyenes udbredelse.
I lande som Frankrig, Tyskland, Italien, Holland og Schweiz har man til gengæld set lyset: I tider, hvor rutefly på korte distancer mister popularitet og politisk støtte på grund af deres forurening og støj, er det igen blevet trendy at køre langt i tog.
Flere både private og statslige togselskaber har enten allerede åbnet eller annonceret nye nattogs-linier, der forbinder storbyer i Europa med hinanden.
Fordelen ved nattog i forhold til morgenfly er ikke kun det bæredygtige, fordi togene kører på grøn elektricitet.
Ved at sætte sig i et komfortabelt togsæde eller ligge i sovevognen, kan man få en afslappende rejse uden at skulle ekstremt tidligt op, stresse ud til lufthavnen osv.
Tog og fly ankommer til destinationen nogenlunde samtidig. Toget midt i byen, mens lufthavnen som regel ligger adskillige kilometer fra downtown.
Den seneste nye nattogs-linie står hollandske European Sleeper for: Det private selskab vil forbinde Berlin med Amsterdam og Bruxelles fra den 25. maj i år. Billetter kan bookes fra februar.
I 2024 vil European Sleeper så udvide sin nye nattogs-forbindelse, så også Prag og Dresden kommer med i netværket på skinner.
European Sleeper fortæller, at en god morgenmad er inkluderet i billetprisen. I løbet af natten er der også mulighed for at købe andre mad- og drikkevarer mod ekstra betaling.
Togene er udstyret med hvilestole, køjesenge eller separate sovekabiner med store senge. Der er plads i togene til medbragte cykler, mens kæledyr er tilladte, hvis man køber en privat kabine.
Fra maj indleder European Sleeper med tre ugentlige afgange. Priserne begynder ved 49 euro for et sæde eller 79 euro for en seng. Det er konkurrence-dygtigt selv i sammenligning med flyselskaber på lavpris….
(Indledningsfoto til artiklen: Jonathan Barreto / Unsplash)
Skriv et svar