De senere ugers opblomstring af Corona smitte har gjort de thailandske myndigheder nervøse. Derfor indfører de skærpede indrejse-regler fra i morgen mandag den 9. januar.
Fra den dato skal man huske at have et Coronapas eller en anden gyldig dokumentation med, som viser, at man har fået mindst to Corona vaccinationer.
Reglerne gælder alle personer over 18 år og skal vises, inden man går ombord på flyet til Thailand. Det vil altså sige både rutefly og charter-afgange fra Danmark.
Hvis man har været smittet med Corona i det seneste halve år og er rask igen, kan det også gælde som adgangstegn. Det kræver dog, at man har dokumentation med fra sin huslæge.
Ifølge det store thailandske dagblad ”Bangkok Post” skyldes stramningerne, at landets regering er blevet opskræmt af de senere dages overskrifter om alvorlige Corona udbrud i Kina.
Avisen skriver også, at de thailandske myndigheder overvejer et krav om, at alle flypassagerer på vej til landet skal bære mundbind på hele flyveturen. Dette krav er dog ikke indført endnu.
Under pandemien var Thailand et af de hårdest ramte lande. Ikke så meget i smittens omfang, men fordi Thailand er økonomisk dybt afhængig af udenlandske turister.
Tre års nedlukning har derfor taget hårdt på thaiernes finanser.
De har flere gange undervejs forsøgt sig med mellem-løsninger, der tillod indrejse til bestemte, afgrænsede områder af landet – og kun efter karantæne og under læge-overvågning.
Disse nødløsninger var ingen succes, så der var stor glæde i både Thailand og hos de danske charter-rejse-selskaber, da landet for nylig åbnede sine grænser helt igen.
Thailand er således vendt tilbage som et af de helt store hits til vinterferie her i januar og de kommende måneder.
Regeringen i Bangkok gør opmærksom på, at indrejse-stramningerne i første omgang er indført i en overgangs-periode fra den 9. til den 31. januar 2023. Den kan dog blive forlænget, hvis Corona situationen ikke bedre sig i de kommende uger.
Det danske udenrigsministerium har i går lørdag opdateret sin vejledning om rejser til Thailand her. Det anbefales, at man tager kontakt med sit rejsebureau eller flyselskab så hurtigt som muligt.
De nye Corona regler vil næppe påvirke danskere, da langt de fleste af os for længst har fået de ønskede vaccinationer og flere endda.
De skærpede krav gælder i øvrigt kun rejsende, der vil opholde sig i Thailand. Transit-passagerer, der skifter fly i Bangkok for at flyve videre, er ikke omfattet….
(Indledningsfoto til artiklen: Engin Akyurt / Unsplash)
Skriv et svar