Alle, der rejser meget, kender problemet. Selv relativt handy bagage i form af kabine-kufferter eller ”trolleys” på hjul kan være besværlige, når terræn eller køre-underlag er ujævnt.
Det nye Allover projekt har udviklet, hvad opfinderne selv kalder verdens første ”carry on” kuffert, som kan bruges overalt – og så bagefter kan tages med som håndbagage i flyet.
Med sine fire store hjul, der kan klappes ind, kan Allover begå sig både i sand, grus, græs, på sten og i bjerge.
Selve kufferten er samtidig bygget i bundsolide materialer, som kan tåle lidt af hvert med hensyn til stød, bump og styrtregn. Allovers skal er samtidig fremstillet af armeret genbrugs-plastik.
Indvendigt i kufferten sidder en særlig spiral, der sørger for, at både bærehåndtag og hjul optager så lidt af pladsen som muligt:
Når brugeren f.eks. trækker håndtaget ud, vil spiralen samtidig vippe de fire hjul frem. Det sker i en enkelt operation. Og naturligvis sker det modsatte, når håndtaget skubbes ind. Smart.
Selve det ydre design kan minde om en trækvogn til børn. Det er der ikke noget galt i, for børnenes legetøj skal jo også kunne tåle en masse ting.
Allovers overflade har en terrazzo-lignende effekt. Den sikrer ikke kun et mønster, som er let at genkende. Mønstret beskytter også kufferten mod skrammer og snavs.
Den eneste ulempe er, at Allover kun er et koncept og en prototype på nuværende tidspunkt. Det er skabt af den unge designer Ivan Zhurba, der lige nu venter på, at en stor kuffert-fabrikant bider på og sætter hans gode idé i storproduktion….
(Foto: Ivan Zhurba / Behance)
Skriv et svar