(Opdateret) Salig Storm P citeres ofte for, at det er svært at spå – især om fremtiden.
Man skulle tro, at den berømte tegner og humorisk allerede for knap 100 år siden kunne forudse, hvad der skete i fly- og rejsebranchen.
Sjældent har jeg nemlig set så forskellige spådomme, som to af Danmarks største rejseportaler giver om prisudviklingen på flybilletter i de kommende måneder.
For en uge siden konstaterede Travelmarket.dk her på Trends & Travel, at det fortsat er billigt at købe flybilletter i Danmark.
Det ville næppe ændre sig sådan lige med det første, mener Travelmarket, der har målt på billetpriserne til de 10 mest populære europæiske og 10 mest eftertragtede oversøiske rejsemål.
Kun få dage efter kommer Travelmarkets direkte konkurrent – momondo.dk – med en på alle måder anderledes spådom.
Ifølge momondo er flybilletter til sommerferien 2023 steget med omkring 25 procent siden samme periode for et år siden.
Denne trend bliver indirekte bekræftet af Europas største lavpris-selskab Ryanair, der fortæller, at billetpriserne er steget med mellem 10 og 15 procent i de seneste måneder.
Hvad der er den korrekte spådom, kan kun tiden vise. Derfor er det helt sikkert en god idé at holde nøje øje med priserne allerede nu, hvis man planlægger at tage på ferie i udlandet til sommer.
Man bør også lytte til gode råd, hvis man vil spare penge på rejsen. At vente til sidste øjeblik og håbe på billige last-minute-billetter er nok ikke den bedste idé.
Det er det til gengæld at flytte sine afgange til begyndelsen og midten af ugen i stedet for at tage af sted om fredagen eller i weekenden, som danskerne traditionelt har gjort.
Desuden skulle man kigge på alternative rejsemål end de allermest populære. Så kan man både spare penge og undgå alt udsolgt skilte.
Hos momondo.dk siger den danske talsperson Per Christiansen, at vi nu virkelig vil mærke effekten af inflation og højere brændstof-priser, når det gælder ferierejser:
”Vi kan ikke umiddelbart se, at priserne vil falde frem mod sommerferien. Derfor handler det om at holde tungen lige i munden og tænke strategisk i sin planlægning af sommerferien.”
Ifølge momondo ser de stigende billetpriser ud til at ramme de traditionelle danske sommerferie-favoritter ekstra hårdt.
Således har priserne til f.eks. Malaga, Barcelona, Mallorca og Alicante taget et hop med henholdsvis 32, 38, 33 og 20 procent, når man sammenligner med sommeren 2022.
Returbilletter på økonomi-klasse til og fra Malaga og Alicante koster i øjeblikket i snit 2.100 kroner, mens flyrejser til Mallorca og Barcelona kan fås for 1.800 og 1.600 kroner. I alle tilfælde er der tale om tur/retur priser inklusive skatter og afgifter.
Endnu dyrere er det blevet at flyve til Italien. Toscana med hele 59 procent og Sicilien med 34 procent, når man sammenligner med priserne for et år siden.
I skal nu have mere end 2.500 kroner op af lommen for at tage flyet fra Danmark til Tosca eller Sicilien til sommer.
Noget billigere er det at vælge Napoli i stedet. Her er priserne kun steget med 2022, og man i øjeblikket købe retur-billetter til i gennemsnit 1.807 kroner. Fra Napoli er der ikke langt til smukke øer som Capri eller Ischia.
Gode nyheder er der også til frankofile danskere. Flybilletter til Nice ved rivieraen er kun vokset med beskedne syv procent i det seneste år. En returbillet koster i øjeblikket 1.712 kroner.
Til gengæld er det blevet meget dyrt at rejse til Asien, mens USA er mere overkommelig på grund af den store konkurrence mellem flyselskaberne over Atlanten.
Sommerens billetpriser til Thailand er f.eks. 49 procent højere end i januar for et år siden. En returbillet koster for tiden omkring 4.200 kroner.
Endnu værre er situationen, hvis man gerne vil se Japan. Billetpriserne til Tokyo ligger lige nu på over 8.000 kroner. Samme beløb skal man ofre, hvis drømme-rejsen helst skal gå til Bali.
Helt omvendt så med USA, hvor nogle af billetpriserne til sommer faktisk er faldet. Flyrejser til New York er faktisk tre procent billigere end for et år siden. En tur/retur billet til USA’s største by koster i snit 2.476 kroner lige nu, fortæller momondo.
Det koster fire procent mindre at tage med fly til Las Vegas – 5.106 kroner i snit – mens man kan komme til Miami i Florida til sommer for 4,386 kroner, hvis man altså booker nu. Det er syv procent dyrere end i januar 2022.
Gode råd til at spare billetpenge
Momondo har en række gode råd til, hvordan man kan spare penge flybilletten.
Først og fremmest skal man bestille flybilletterne så tidligt de som muligt. Faktisk allerede nu, hvis rejsen skal foregå til sommer.
Man kan nemlig skære op til 51 procent på flybilletter til europæiske destinationer, hvis man booker et halvt år i forvejen.
Næsten lige så mange penge er der at spare på de lange interkontinentale ruter til f.eks. USA eller Asien. Nemlig 47 procent, hvis man booker 161 dage før afrejse-datoen.
Hvis man ikke bryder sig om at forpligte sig så lang tid i forvejen, skal man lige tjekke det flyselskab, man gerne vil rejse med. Mange, men ikke alle flyselskaber har nemlig fleksible aflysnings- og ombooking-regler.
- Hold tidlig eller sen sommerferie. Hold jer væk fra hovedsæsonen ved at købe billetter til juni eller september. Det kan give op til 30 procent billigere flybilletter.
- Rejs ikke i weekenden, hvor alle andre også tager afsted. Der er 15 procent at spare ved at flyve om torsdagen i stedet for på lørdage. På de interkontinentale ruter er der seks procent at spare.
- Læg et budget til din ferie og prøv at holde det undervejs. Mange vil opdage, at de mange små hverdags-udgifter på rejsen hurtigt hober sig op.
(Indledningsfoto til artiklen: Images / Unsplash+)
Skriv et svar