Normalt er tallet en million ikke noget, man tager sig af i store flyselskaber. De tæller normalt i mange millioner, når de opgør passagertal, omsætning, antal fløjne kilometer.
Helt anderledes ser det ud for et lille og nyt flyselskab, der kun har været på vingerne i halvandet år. Som f.eks. det islandske lavpris-selskab PLAY.
Her er passager nummer én million en stor ting, som skal fejres med manér.
Derfor fik den heldige passager, der landede i Reykjaviks lufthavn forleden, overrakt et helt livs gratis flybilletter med PLAY som gave. Det er der da noget, man kan bruge til – og som holder længere end kransekage og champagne.
Passageren var Ikechi Chima Apakama, der sammen med to venner brugte PLAY til en billig flyrejse fra Liverpools John Lennon lufthavn i England.
Besætningen på PLAY’s Airbus fly varmede allerede op til begivenheden lige efter afgang. Da fik passagererne ombord at vide, at én af dem var flyselskabets passager nummer én million.
Den heldige ville dog først blive afsløret efter landing i Island. For at dæmpe lidt på spændingen fik alle passager ombord dog gratis kager, gaver og Prosecco med bobler i.
PLAY transporterede 800.000 gæster i 2022 og forventer, at passagertallet vil nå mellem 1,5 og 1,7 millioner her i 2023.
Det islandske selskab har allerede fløjet mellem København og Reykjavik i et godt stykke tid. Om et par måneder udvides også med direkte ruter mellem Island og Billund, Aalborg og Aarhus….
(Indledningsfoto til artiklen: PLAY)
Skriv et svar