Nu om dage er det ikke nok, at krydstogtskibe har flere pools, restauranter, barer, store fitness-centre, show-teatre og et badeland til børnene.
De skal også være helt på forkant med tv på værelserne og et internet, der kan bruges både til opkald via smartphone, streaming og opgaver som digital nomade.
Den niche har Elon Musk – manden bag Tesla og Twitter – set som attraktiv indtægts-kilde til sit Starlink netværk af små kommunikations-satellitter.
Sidste efterår meldte Royal Carribean International (RCI) ud, at man ville være det første store krydstogt-rederi, som tilbød hurtige internet-forbindelser til søs.
Nu følger ærkerivalen Norwegian Cruise Line (NCL) efter i kølvandet: Her prøvekører man i øjeblikket Starlink satellit-skåle og modtager-udstyr på sit Norwegian Breakaway.
Bliver test-sejladserne som forventet en succes, skal Starlink rulles ud på yderligere syv større krydstogtskibe inden årets udgang.
Blandt dem er NCL’s egen nyhed Norwegian Viva og de ligeledes nye Vista hos søsterselskabet Oceania Cruises og Grandeur hos Regent’s Seven Seas.
Udrulnings-planer for krydstogt-kæmpens øvrige skibe vil blive annonceret gradvist i de kommende måneder og år.
NCL understreger, at Starlinks hurtige satellit-bredbånd vil kunne bruges på flere måder: Først og fremmest skal de være et tilbud, der kan lokke endnu flere betalende passagerer.
Derudover skal skibenes besætning have glæde af internet-forbindelserne til søs, ligesom Starlink kan give mere fleksible services ombord og forbedre kommunikationen mellem skib og landjord.
Norwegian Cruise Line nævner ikke noget om, hvor hurtigt internet passagerer kan forvente. Starlink selv reklamerer dog selv med hastigheder på mellem 220 og 350 Mbit pr. sekund.
Det vil være et kæmpeskridt i forhold til i dag, hvor smartphones kun fungerer tæt på kysterne, og traditionelle satellit-telefoner er en meget kostbar luksus.
Prisen for et Starlink abonnement til en krydstogt-passager nævner NCL heller ikke, men det bliver næppe gratis.
Elon Musk sælger Starlink via sit SpaceX selskab, der fremstiller genbrugelige rumraketter, som bl.a. bruges af NASA.
Starlink har meget travlt med at udvide sit netværk af satellitter, der nu er oppe på 3.981. Ved sin seneste opsendelse i februar havde en SpaceX raket yderligere 51 satellitter med ombord….
(Indledningsfoto til artiklen: Norwegian Cruise Line)
Skriv et svar