De ansatte i Danmarks største lufthavn må nærmest få forårs-fornemmelser. Ikke kun på grund af datoen og solskins-vejret udendørs.
Men måske især, fordi antallet af passagerer i Københavns Lufthavn (CPH) steg med 40 procent i marts måned, når man sammenligner med samme måned for et år siden.
I den forløbne måned gik 1.981.682 rejsende gennem gatene i CPH. Marts’ travleste dag var den 31, hvor påskeferien begyndte for mange danskere. Den dag registrerede lufthavnen 81.866 flypassagerer.
I slutningen af marts tog flyselskaberne også hul på sommer-sæsonen, der byder på 162 direkte ruter fra København og ud i verden.
Hele 26 nye ruter har Københavns Lufthavn fået: Alene SAS og Norwegian, der er de to største flyselskaber i lufthavnen, åbner 17 nye ruter.
Samtidig skruer de to op for antallet af afgange på allerede eksisterende ruter – først og fremmest til Sydeuropa og Middelhavet.
Med de mange nye ruter og øgede antal afgange nærmer Københavns Lufthavn niveauet fra før Corona pandemien. Ikke mindst, når man kigger på det antal flysæder, der er sat til salg.
Samlet set vil flyene til og fra København have knap 11 millioner sæder. Det svarer til 90 procent af sæde-kapaciteten i sommeren 2019.
Tyrkiet har det største vokseværk med 17 procent. Her i sommer-sæsonen vil der være 383.000 flysæder til det populære ferieland.
Også andre lande i og omkring Middelhavet m elder om fremgang. Ruterne til og fra Frankrig har ni procent flere sæder, mens Spanien har et plus på fem procent.
Overordnet set er Norge og Storbritannien de mest populære rejselande i Københavns Lufthavn. Begge har godt en million sæder i sommer-sæsonen. Spanien følger så efter med 789.000. Frankrig har 630.000 og Italien 613.000.
Til sidst kommer her månedens Top-10 over de mest benyttede flyruter til og fra København. London er som altid nummer, men også lufthavne som Istanbul, Malaga og Milano figurerer på hitlisten for marts:
- London – 140.831 passagerer
- Oslo – 119.656
- Stockholm – 96.955
- Amsterdam – 95.941
- Paris – 75.671
- Aalborg – 74.224
- Istanbul – 48.244
- Malaga – 47.004
- Milano – 45.869
- Helsinki – 44.582 passagerer
(Indledningsfoto til artiklen: Københavns Lufthavn)
Skriv et svar