Det er ikke hver dag, at Aarhus Airport kan prale af en direkte flyrute, som ingen andre danske lufthavne har.
Det sker imidlertid nu, hvor det svenske flyselskab BRA – Braathens Regional Airlines – åbner en rute mellem Danmarks næststørste by og Visby på den svenske ferieø Gotland.
Ruten åbner den 3. juli og vil blive betjent to gange om ugen på mandage og fredage. BRA benyttet et ATR 72-600 turbo-prop-fly med plads til 72 passagerer. Flyvetiden vil være lidt over en time.
Gotland er på størrelse med Bornholm og er mindst lige så populær som ferieø. Om sommeren har Gotlands hovedstad Visby samme tiltræknings-kraft for folk fra Stockholm, som Skagen har for københavnere.
Gotland og Visby har status som verdensarv hos UNESCO. Det betyder, at der ikke kun er smuk natur, men også masser af historie og kultur at opleve.
Det gælder bl.a. masser af sølvskatte fra vikinge-tiden. Allerede den gang var øen et vigtigt handels-centrum i Østersøen og den Baltiske Bugt.
Visby havde sin storhedstid i den tidlige middelalder. Et af levnene fra dengang er en 3,4 kilometer lang ringmur med i alt 27 tårne, som blev bygget i 1200-tallet.
I dag byder Visby på et bredt udvalg af butikker, seværdigheder, cafeer og restauranter. Sidstnævnte satser ofte på øens lokale råvarer som frisk fisk, sprøde grøntsager og fersk lammekød.
Gotland har store skov-områder, vandre-klitter og hvide sandstrande. Øen kendes fra flere tv-serier og er vært for Almedals-ugen. Den er forbillede for Folkemødet på Bornholm….
(Indledningsfoto til artiklen: Arvid Høidahl / Unsplash)
Skriv et svar