Under Corona pandemien styrt-dykkede antallet af krydstogt-passagerer på verdenshavene fra 29,7 millioner i 2019 til kun 4,8 millioner i 2021.
I dag ser situationen meget bedre ud: Inden udgangen af 2023 skal passagertallet overgå rekorden fra 2019, spår krydstogt-branchens internationale organisation CLIA.
Danmark bliver desværre ikke smittet af fremgangen. På grund af krigen i Ukraine er Sankt Petersborg udelukket fra krydstogter i Østersøen.
Netop den russiske storby med det smukke vinterpalads var ellers hoved-argumentet for, at hundrede-tusinder af udenlandske turister – deriblandt mange amerikanere – valgte København som udgangspunkt for deres sørejse i Østersøen.
Til gengæld kunne det se ud, som om interessen for krydstogter er vendt den modsatte vej: I hvert fald er finnerne det folkefærd, hvor flest mennesker har booket et krydstogt i de seneste 12 måneder.
Hver fjerde af de finner, som har bestilt en ferie-rejse til udlandet, har valgt et krydstogt. Det viser en ny analyse fra Statista Consumer Insights.
Danmark er ikke med på Top-10 listen over de mest aktive krydstogt-købere, men det er nordmænd og svenskere. Norge ligger på en tredje-plads med 15 procent, mens Sverige ender som nummer fem med 11 procent.
Helt anderledes ser det ud i Sydeuropa. Her er indbyggerne så vant til at se krydstogtskibe ud for deres kyster, at de ikke selv gider stige ombord på en af de flydende underholdnings-byer.
Ifølge Statista har kun seks procent af italienerne booket et krydstogt i det seneste år. Hos franskmændene er det fem procent og hos spanierne fire procent….
(Indledningsfoto til artiklen: Peter Hansen / Unsplash)
Skriv et svar