Et af verdens hurtigst voksende flyelskaber kunne i dag fejre, at det havde startet og landet i Københavns Lufthavn siden maj 1973.
Med andre ord har Turkish Airlines 50-års jubilæum, hvilket gør det til et af de flyselskaber, der har opereret længst i Danmarks største lufthavn.
Jubilæet blev naturligvis fejret med manér i Københavns Lufthavn. Her kunne gæsterne få en smagsprøve på, hvorfor Turkish Airlines af analyse-firmaet Skytrax i 2022 blev kåret til at være dét flyselskab, der serverer den bedste mad på Business Class.
Mere interessant er det dog at høre om Turkish Airlines’ historie og fremtidsplaner. De indebærer bl.a, at Turkish vil op og være et af de tre største flyselskaber på kloden.
Da Turkish Airlines åbnede ruten mellem Københavns Lufthavn og Istanbul for 50 år siden, var det med et lille Boeing 707 fly. Næsten alle passagerer dengang var tyrkere.
I dag flyver Turkish Airlines mellem København og fem tyrkiske lufthavne. Til sommer ventes antallet af afgange at toppe ved 24 om ugen. Passagererne er en god blanding af danskere, tyrkere og andre nationaliteter.
Normalt bruger Turkish mellemstore Airbus A321 fly på sine ruter fra Tyrkiet til Danmark og den modsatte vej. I særligt travle perioder indsættes også en noget større Airbus A777.
Turkish Airlines betragter naturligvis sin hjemmebane i Istanbul som Sydeuropas og Mellemøstens vigtigste knudepunkt – i fagsprog ”hub”. Tilsvarende betragter flyselskabet København som Nordeuropas største hub.
Der er nok ikke så mange, som er klar over, at Turkish betjener flere lufthavne i flere lande end noget andet flyselskab i verden. Mere præcist 325 destinationer i 130 lande.
Væksten skal fortsætte i de kommende år. Hvor Turkish Airlines i dag ejer 414 fly, er det planen, at tallet skal være 800 om ti år. Samtidig vil Turkish Airlines betjene 400 forskellige lufthavne.
Midt i ekspansionen formår Turkish Airlines også at tjene på, hvilket ikke mange andre opnår i den hårde konkurrence om flygæsterne.
Efter de første tre måneder af i år kunne Turkish således præsentere det bedste kvartals-regnskab nogensinde. Overskuddet lå således på 233 millioner dollars, hvilket er 43 procent højere end i samme periode for et år siden….
(Indledningsfoto til artiklen: Kevin Hackert / Unsplash)
Skriv et svar