En del passagerer har undret sig over de skærpede regler for elektroniske gadges, som de er blevet mødt med, når de ville rejse med fly efter Corona pandemien.
De nye regler, der sådan set har eksisteret i flere år, kræver, at Li-ion batterier ikke må tjekkes ind med bagagen og lande i flyenes lastrum.
De skal i stedet tages med som håndbagage. Også, når det f.eks. er powerbanks eller batterier, der sidder som del af elektronisk udstyr, man har liggende i sine større kufferter.
Hvorfor de skrappe regler er indført, fik passagerer ombord på et easyJet rutefly mellem Geneve og Amsterdam demonstreret for et par dage siden.
Batteriet i en e-cigaret, som en passager havde liggende i en håndtaske, brød nemlig i brand. Jakken lå i overskabet over passagerens sæde.
E-cigaretter bruger samme type Li-ion batterier, der også sidder i f.eks. mobiltelefoner, laptops, fotokameraer, tablets eller trådløse øretelefoner.
De er kendt for at bryde let i brand, når de udsættes for stress.
Mest berømte er eksemplerne fra for nogle år siden, da Samsung måtte trække millioner af Galaxy Note luksus-telefoner tilbage fra markedet efter flere episoder med brande og eksplosioner af batterierne.
I det aktuelle tilfælde hos easyJet skete der heldigvis ingen skader. Kabine-personalet fandt hurtigt den skyldige e-cigaret og fik slukket branden på et øjeblik.
Selve Airbus A320 flyet med 191 passagerer ombord afbrød dog sin rute og vendte for en sikkerheds skyld tilbage til lufthavnen i Geneve.
Det britiske special-medie ”Aviation Herald”, der har specialiseret sig i at rapportere om fly-uheld, havde passagererne på easyJet maskine hørt en en mindre eksplosion – en poppende lyd – kort efter starten fra Geneve. Umiddelbart efter begyndte der at sive røg ud fra et af overskabene.
Her identificerede det tilkaldte kabine-personale hurtigt to tasker, hvoraf den ene indeholdt en elektronisk cigaret med et overbelastet batteri
.Den slags episoder sker heldigvis sjældent, men de sker. Og én gang er én gang for meget, når et passagerfly befinder sig 12 kilometer over jord-overfladen.
Hvis en sådan brand sker nede i et fyldt lastrum i bugen af flyet er den svær at slukke, selvom moderne fly er udstyret med både sensorer og sprinkler-anlæg.
Så er en brand nemmere at opdage og slukke, når den sker i flyets passagerkabine. Her kan personalet både bruge brandslukkere og spande med vand til at klare ærterne.
I november sidste år skete imidlertid en lignende episode på en Air France ruteflyvning BBmellem Paris og Malaga. Her blev en passager forbrændt, da der gik ild i en e-cigaret.
I 2021 var det batteriet i en mobiltelefon, der tvang en Boeing 737 fra Alaskan Airlines til en nødlanding i den amerikanske lufthavn i Seattle. Batteriet var brudt i brand på en ruteflyvning fra New Orleans.
Ifølge flyfabrikanten Airbus er lithium-batterier generelt set sikre nok. Hvis de ikke bliver behandlet korrekt, kan de til gengæld lynhurtigt blive til en risiko….
(Indledningsfoto til artiklen: Call Me Fred / Unsplash)
Skriv et svar