I perioden fra februar til april fløj SAS en omsætning på knap ni milliarder svenske kroner ind – ca. 5,8 mia. danske. Det skete dog med et netto-underskud på 1,525 milliard svenske kroner – ca. 996 millioner danske.
Det viser tallene for det seneste kvartal i SAS’s forskudte regnskabsår, som blev offentliggjort her til morgen.
Trods underskuddet ser SAS tallene som positive. Det går nemlig stærkt frem, og det kriseramte flyselskab har for nylig fået lov til at forhandle med nye investorer. En af de største er den danske stat.
5,4 millioner passagerer købte billet hos SAS i februar, marts og april. Det er 36 procent flere end i samme periode sidste år.
Fremgangen kan SAS også mærke i forudbestillinger af billetter til sommer-perioden. Det sker på trods af den økonomiske usikkerhed hos mange kunder.
I det seneste kvartal har SAS lejet ekstra fly ind, så man har sæder nok til den travle sommerferie. Desuden har SAS åbnet nye ruter og udvidet en række af sine eksisterende.
SAS har tilføjet yderligere 10 nye ruter oveni de 20, som selskabet annoncerede tidligere i år. De mest interessante for danskere er de nye direkte flyvninger fra Aalborg til Newark lufthavnen ved New York og fra København til JFK storlufthavnen i New York.
Her i juni genåbner SAS også sin rute mellem København og Tokyo. Senere kommer også en rute mellem København og Bangkok samt København og Agadir i Marokko.
Set over første halvår af SAS’ forskudte regnskabsår – fra november 2022 til april 2023 – nåede SAS en omsætning på 16,9 milliarder svenske kroner – ca. 11 milliarder danske.
Netto-underskuddet i de seks måneder lød på 4,234 milliarder svenske kroner – ca. 2,7 mia. danske….
(Indledningsfoto til artiklen: Beckett P. / Unsplash)
Skriv et svar