Normalt er de store flyfabrikker som Airbus og Boeing glade for at fortælle, hvem de har solgt nye fly til. Især, når der er tale om et større antal eller en meget speciel udgave.
I tilfældet med verdens første Boeing 777-9 til private formål er den amerikanske fabrikant dog meget tavs. Eller skal vi kalde det diskret.
Der findes nemlig ikke mange privatpersoner i verden, som har råd til købe og bruge et af markedets store passagerfly til sine personlige fornøjelser. BBJ 777-9 er Boeings betegnelse for flytypen.
Gætterierne er derfor i fuld gang, om det mon er en prins fra Mellemøsten, der har bestilt et privatfly til 426 millioner dollars eller ca. tre milliarder danske kroner – og i givet fald hvem.
Det utrolige privatfly er luksus fra ende til anden: En spisesal med læderstole, et stort badeværelse, en bar af guld og en rummelig majlis. Sidstnævnte er en arabisk dagligstue eller møderum.
Boeing og den arabiske køber har ladet Lufthansa Technik om at indrette luksus-flyet, og her er man mindst lige så diskret omkring den kommende ejer.
Lufthansa Technik er bl.a. kendt for at bygge de nye tyske regeringsfly på basis af Airbus A350. Lufthansas datterselskab har dog også erfaring med at designe og indrette langt mere luksus-prægede projekter.
Boeing og Lufthansa Technik er dog blevet enige om at vise billeder fra indretningen af den nye Boeing 777-9, der skal stå færdig i 2028.
Måske der var andre med penge på lommen, som kunne lade sig inspirere til at købe noget lignende. Alle os andre må nøjes med at drømme.
I midten af det store fly placeres seks sove-kabiner med senge i fuld længde. De er til gæster og personale, mens herren selv har side eget store soveværelse helt fremme i kabinen.
Her er også anbragt et badeværelse i marmor, privat kontor, spisestue, mødelokale, dagligstue og lounge. Sidstnævnte præges af en glitrende gylden bar.
Bagenden i den store Boeing 777-9 rummer så et antal sæder i First Class og Business Class kvalitet, køkken, ekstra toiletter og bad.
Hele kabinen er på 300 kvadratmeter og er udstyret med en mix af traditionel arabisk kultur, moderne high tech og avantgarde elementer.
High tech’en er bl.a. en helt ny type vinduer og lys-elementer, der skal formidle en hjemlig og hyggelig fornemmelse af at være i sin egen bolig. Også, selvom man befinder sig 12 kilometer over jordens overflade på vej til den anden ende af verden….
(Indledningsfoto til artiklen: Boeing)
Skriv et svar