Flyrejsende kan få en dyr overraskelse, hvis de ikke på forhånd sætter sig ind i, hvem de køber flybilletten hos og hvilke vilkår, der gælder. Det viser danske passagerers henvendelser til Forbruger Europa.
Især skal man være opmærksom, når man bruger de populære rejseportaler på internet, hvor man kan sammenligne priser og mulige afgange – siger forbruger-organisationen.
”Mange rejsende tror, at billetformidleren skal hjælpe dem, hvis der opstår problemer på turen, men ofte er formidleren ikke den direkte aftalepart,” forklarer Lars Arent. Han er leder af Forbruger Europa.
”Derfor er det en god idé, at man selv er opmærksom på, hvem der er ansvarlig for ens rejse. Og endnu vigtigere sætter sig ind i de vilkår, der gælder, inden man booker billetter,” fortsætter han.
Der kan nemlig være flere aftaleparter i spil, når man bestiller sine billetter. Det er afgørende for, hvem man skal henvende sig til, hvis der opstår problemer.
Forbruger Europa har mange eksempler, hvor passagerer ender som kastebold mellem flyselskab og formidler, når rejsen ikke går som planlagt. Flyselskabet sender ansvaret videre til formidleren eller omvendt”.
Hvis man kun ønsker én aftalepart, bør man overveje at købe billetten fra flyselskabets egen hjemmeside i stedet for hos billet-formidleren.
Forbruger Europa gør også opmærksom på, at den især kan være gal, rejsen kræver mellemlandinger og skifte af fly undervejs.
Så arbejder luftfarts-branchen med betegnelser som ”egen-transfer”, ”self-transfer” eller ”non-protected transfers.”
I praksis betyder det, at man køber separate enkeltbilletter til hver afgang, og derfor selv er ansvarlig for sin rejse. Det kan blive dyrt:
”Problemet med såkaldte ’egentransfer’-billetter opstår, hvis et fly bliver aflyst eller forsinket. Så er det den rejsendes eget ansvar, hvis han eller hun ikke når det næste fly,” siger Lars Arent.
” Så risikerer man at hænge på udgiften til den flyrejse, man missede. Den rejsende skal også selv betale for en ny billet og andre udgifter som f.eks. hotelovernatning.”
Booker du via en billet-formidler, er det vigtigt at være opmærksom på, om man bliver præsenteret for ruteforslag med mellemlandinger og oplysning om f.eks ”egen-transfer”. Så er man ved at købe flere enkeltrejser.
Man kan også tjekke, om billetterne har det samme reservations-nummer – også kaldet PNR-nummer. Har de det, er det én samlet rejse og flyselskabernes ansvar, hvis der opstår forsinkelser undervejs.
Til sidst nogle gode råd fra Forbruger Europa, når man booker en flyrejse:
- Sæt dig grundigt ind i, hvem der er den egentlig aftalepart, og de oplysninger og ruteforslag, der gives under bookingen. Vær også opmærksom på, at du indtaster de korrekte oplysninger.
- Tjek altid prisen via flyselskabets egen hjemmeside, og overvej, om du kun ønsker én aftalepart.
- Vær opmærksom på, hvilket flyselskab du booker din rejse hos, og tjek hvilke vilkår, der gælder hos det konkrete selskab.
- Overvej, om du har brug for de mange tillægsydelser, som du ofte bliver præsenteret for af billetformidleren – afbestillingsservice, garantier osv. Du kan eventuelt tjekke, om du er beskyttet via din egen rejseforsikring.
- Brug de valgmuligheder (filtre), der er på formidlerens hjemmeside til at sikre, at du kun får vist relevante rejser. F.eks. kan du vælge ’direkte rejser’, ’konkrete lufthavne’ osv.
- Vurder, om du vil booke egentransfer-billetter, eller om du vil være beskyttet af et flyselskab. Hvis du selv sammensætter din rejse af flere enkeltbilletter, er det en god idé, at du sikrer dig, at der er rigelig tid i tilfælde af mellemlandinger.
- Vælg en billetformidler, der er etableret inden for EU. Så er du beskyttet af de europæiske forbrugerrettigheder og kan få hjælp af Forbruger Europa.
(Indledningsfoto til artiklen: Tumisu / Pixabay)
Skriv et svar