Hvis man vil sælge flybilletter til lave priser, skal alle hjælpe med. ‘
Både fabrikanter af fly med gode tilbud på nye maskiner. Flyselskabets personale, der skal holde igen på lønkravene. Og lufthavnene, som skal sænke deres normale afgifter for start og landing.
Netop sidstnævnte stod i fokus, da Ryanair holdt pressemøde i København onsdag forud for Københavns Lufthavns forhandlinger med flyselskaber om nye takster.
Ikke overraskende synes Ryanair, at Københavns Lufthavn er alt for dyr på dette punkt, når man sammenligner med andre lufthavne i Danmark og ude i Europa.
Denne gang havde Ryanair en ekstra betingelse med i kufferten: Københavns Lufthavn bliver ikke forvandlet til en base for den irske lavpris-gigant, hvis ikke afgifterne bliver sænket.
Med base eller på engelsk ”hub” menes, at et flyselskab stationerer både maskiner og personale fast i den pågældende lufthavn.
København er rigeligt stor til sådan en status. Efter SAS og Norwegian er Ryanair nemlig lufthavnens tredje-største kunde.
Ifølge Ryanairs direktør Eddie Wilson er der ingen logisk grund til, at udgifterne i København skal stige, når lufthavnen allerede er begyndt at tjene penge.
Ryanair CEO, Eddie Wilson sagde på pressemødet, at det eneste argument for at hæve priserne må være at sende flere penge i lommerne på lufthavnens aktionærer.
Forbrugerne vinder ikke noget ved takst-forhøjelser. Tværtimod. De risikerer, at der bliver færre billige flybilletter og ruter at vælge imellem.
Hvis Københavns Lufthavn makker ret og holder priserne nede, har Ryanair både fly og personale nok til at fordoble antallet af ruter til og fra den danske hovedstad, lover Eddie Wilson.
Ryanair er meget stor i de danske provins-lufthavne som Billund, Aarhus og Aalborg, der i dag alle tre har større trafik end før Corona. København ligger på 92 procent.
Spørgsmålet for Københavns Lufthavn er nok ikke kun økonomien i at få flere afgange og ankomst.
København har nemlig ikke lyst til at blive en lufthavn, der er domineret af lavpris-selskaber, sådan som landets næststørste i Billund er det.
København vil helst tiltrække flere af de såkaldte full-service selskaber, der som regel også har langdistance-ruter på programmet.
Ryanair og de fleste andre lavpris-selskaber i vores del af verden har kun ruter i Europa, lidt i Nordafrika og Mellemøsten….
(Indledningsfoto til artiklen: Michael Kidmose / Københavns Lufthavn)
Skriv et svar