I øjeblikket er næsten hver tredje nye bil, der sælges i Danmark, udstyret med elmotor og store batterier.
Det betyder også en stigende efterspørgsel efter flere offentlige ladestandere og gerne med lynladning som tilbud.
Det er naturligvis også noget, man kan mærke i Københavns Lufthavn. Langt flere biler, der bliver afleveret inden flyafgang eller åbnes efter hjemkomsten, er i dag elektriske.
Københavns Lufthavn er derfor gået i samarbejde med energi-selskabet EWII om at åbne den hidtil største lynlade-station ved en dansk lufthavn.
Den nye ladestation bliver elegant bygget i et cirkelformet design. Den indeholder otte standere på hver 360 kW, så i alt 16 elbiler kan blive fyldt op med ny energi.
Ladestationen placeres ved P12 p-pladsen og skal invitere bilisterne på en afslappende oplevelse. Der er f.eks. indbyggede bænke og en overdækket gangsti, som fører til en tilstødende grøn have.
Den nye ladestation er samtidig den sidste før Øresundbroen eller tilsvarende den første, når man kommer kørende fra Sverige.
”EWII er en vigtig partner i den grønne omstilling af lufthavnen. Vores mål er, at vi skal være ”net zero” senest i 2050, og her spille elbiler en vigtig rolle,” forklarer Rasmus Peder Due. Han er Head of Parking Sales i Københavns lufthavn.
For EWII bliver den nye lynladestation ved Københavns Lufthavn en kronjuvel i energiselskabets netværk af ladestandere i Danmark.
EWII tilføjer, at der stilles ekstra krav, når flere får opladet deres elbiler på samme tid. Ventetiden skal være en god oplevelse og ikke opleves som spildtid.
EWII har ladet Rum Arkitekter udforme den nye ladestation. Taget over standerne bliver dækket med mos, og der installeres en automat, hvor besøgende kan købe både snacks og drikkevarer.
Den nye cirkel-formede ladestation skal stå færdig i begyndelsen af 2024. Den vil være tilgængelig for alle bilister, der kan lade deres køretøj op fra 10 til 80 procent på under 30 minutter.
EWII leverer ladestandere til kommuner, boligselskaber, virksomheder og udlejnings-ejendomme over hele landet. Energiselskabet med base i det jyske trekants-område har indtil videre kontrakt på at installere ca, 4.000 ladestandere. Med Københavns Lufthavn i øst og Hvide Sande i vest….
(Indlednijngsfoto til artiklen: EWII)
Skriv et svar