Vi havde samme problem i Danmark for et par uger siden. Regnen svigtede så meget, at det blev forbudt at bruge åben ild udendørs, tænde bål eller lege Sankt Hans på de goe gammeldags måde.
I mellemtiden har danskerne fået rigeligt med vand, og i dag risikerer vi sågar skybrud flere steder i landet.
Hedebølgen har vi til fælles med det land, som de fleste danskere tager på charterferie til her i sommerferien – nemlig Spanien.
Problemet er så stort sydpå, at myndighederne i området med Malaga og Costa del Sol har lukket for vandet i vandhaner og brusere i nattetimerne. Fra klokken 22 til klokken 10 næste dag.
Samtidig er det forbudt at bruge drikkevand til at fylde eller genfylde swimmingpools, vande haver, parker og grønne områder.
Ifølge det engelsk-sprogede medie InSpain News vil tørken gå ud over alle – også turisterne. De vil rende ind i lukkede svømmepøle og skal opbevare et lager af indkøbt vand på flaske eller dunk.
Vandmanglen kan også betyde, at forretninger som f.eks. iscafeer, restauranter, pubs og natklubber må lukke, fordi de ikke kan drives eller rengøres uden vand.
I Danmark har vi haft det varmt i de seneste par dage, men det er intet imod, hvad spanierne og deres turister oplever.
I dag mandag ventes temperaturerne at nå 42 grader i hovedstaden Madrid. Endnu varmere – 44 til 45 grader – bliver det længere sydpå i f.eks. Sevilla og Cordoba….
(Indledningsfoto til artiklen: Edneil Jocusol / Pexels)
Skriv et svar