I løbet af sommeren ser det ud til, at strejker gang på gang vil forstyrre flytrafikken over Europa.
I går lørdag var den gal i Italien, hvor omkring 1.000 afgange med knap 250.000 rejsende måtte aflyses, fordi piloter og lufthavns-ansatte kræver nye overenskomster og højere løn.
Ni fly til og fra København samt en enkelt mellem Billund og Bologna blev aflyst. De fleste af passagererne vil komme afsted i dag søndag eller i morgen mandag.
Senere på sommeren har flyvelederne i Eurocontrol varslet strejke. Det vil i givet fald gå ud over hver tredje flyvning mellem europæiske lande.
Inden da når de ansatte på Londons lufthavn nummer to – Gatwick Airport – at nedlægge arbejdet i to omgange mellem den 28. juli og den 1. august samt igen den 4. til den 8. august.
Selvom Gatwick med 32,8 millioner passagerer i 2022 også er Storbritanniens næststørste lufthavn, ser det ikke ud til, at danskere flyrejsende vil blive synderligt berørt.
Umiddelbart ser det nemlig ud til, at kun easyJet flyver mellem Gatwick og Danmark – i givet fald fem gange om ugen til København.
Alle andre flyselskaber inklusive SAS, British Airways og Ryanair benytter andre London lufthavne som Heathrow, Stansted og London City. Det gælder også for ruterne fra Billund, Aalborg og Aarhus.
Ifølge den store britiske fagforening Unite vil omkring 950 ansatte i Gatwick Airport at gå i strejke. Det vil især være personale ved check-in skranker og i bagage-håndteringen.
Ifølge analysefirmaet Cirium skal godt 4.400 fly med i alt 840.000 sæder afgå fra Gatwick de pågældende dage.
Strejken ventes at gå særligt hårdt ud over den engelske sommerferie-trafik sydpå til Middelhavet. Mange lavpris- og charterfly bruger nemlig Gatwick lufthavnen, der ligger knap 50 kilometer syd for Londons centrum….
(Indledningsfoto til artiklen: Mike McBey / Wikimedia)
Skriv et svar