Ryanairs stor-snakkende topchef Michael O’Leary er kendt for at skabe medie-overskrifter næsten overalt, hvor han åbner munden.
Nu har han besøgt Ukraines hovedstad Kiev og lovet at stationere 30 splinternye Boeing 737 Max fly dér, når krigen med Rusland forhåbentligt snart er overstået.
Dermed indleder Ryanair sin egen lille krig. Ikke mod russerne, men mod sin ærkerival Wizz Air der er det største lavpris-selskab i Østeuropa og på Balkan.
Inden russernes angreb var Wizz Air det klart største flyselskab i Ukraine, men den position har Ryanair tænkt sig at overtage så hurtigt som muligt.
Østeuropa er nemlig den irske lavpris-specialists store satsnings-område i de kommende år. Alene Kiev vil Ryanair forbinde med direkte ruter til 20 hovedstæder i EU – formentlig også København.
Ved mødet i Kiev i går talte Michael O’Leary bl.a. med den ukrainske minister for infrastruktur Oleksandr Kubrakov, chefen for lufthavnen Kyiv-Boryspil og repræsentanter for de mindre lufthavne i Odessa og Lviv.
Kubrakov har siden offentliggjort en stribe billeder fra mødet på sin Twitter profil.
”Ryanair vil investere stort i Ukraine og stå i spidsen for en genopbygning af den civile luftfart i landet. Til det formål lægger vi op til tre milliarder dollars og 30 nye Boeing fly i Kiev, Lviv og Odessa,” lovede O’Leary.
”Så snart himlen over Ukraine igen er fri, vil Ryanair forbinde Ukraine og EU med over 600 flyafgange om ugen,” fortsatte han.
Ryanair vil også åbne daglige indenrigs-ruter mellem Kiev, Lviv og Odessa, straks det bliver muligt. Allerede 12 måneder efter krigens afslutning vil Ryanair tilbyde over fem millioner flysæder til, fra og inden for Ukraine. I løbet af fem år vil det være mindst 10 millioner….
(Indledningsfoto til artiklen: Oleksandr Kubrakov / Twitter)
Skriv et svar