Det er ikke længe siden, at København for første gang var hjemsted for en dåb af et kæmpestort krydstogtskib.
Det var MSC Euribia, hvor den berømte, men aldrende italienske skuespiller Sophia Loren stod for dåben ved en storstilet fest ombord.
Nu vender den europæiske krydstogt-gigant MSC Cruises så tilbage til København. Denne gang dpg ikke med en ny skibsdåb.
Til gengæld skal det nye Explora I bruge København som udgangspunkt for sin jomfru-rejse. Den indledes den 1. august og går til Reykjavik med stop undervejs i Lerwick på Shetlands og i Kirkwall på Orkney-øerne. Krydstogtet er på syv nætter
Der er stor forskel på MSC Euribia og det nye Explora 1, der er det første af fire bestilte skibe til MSC’s datter-rederi Explora Journeys.
For det første er Explora I meget mindre end Euribia. Nyheden har kun plads til 922 passagerer, mens der kan være mere end seks gange så mange ombord på Euribia.
For det andet er Explora I meget mere luksuriøst indrettet. Det henvender sig til en mere snæver kundekreds end Euribia, som til gengæld er villig til at betale ekstra for et ophold på et flydende luksus-hotel med fem stjerner.
Netop luksus-sejladser er et af krydstogt-branchens store vækst-områder, mens mange mener, at markedet for kæmpestore all-in-one skibe er ved at være mættet.
Explora 1 skulle egentlig være navngivet i Rom den 8. juli, men hele projektet er blevet forsinket med mindst 14 dage.
MSC modtog således først sit nye skib i går på Fincantieri værftet i Italien. Her har luksus-skibet været under bygning siden 2021.
Ligesom det meget større MSC Euribia er det nye Explora I udviklet med de seneste nye landevindinger i miljø, forurening og marine-teknologi. Motorerne kører således på flydende naturgas (LNG).
Skibet er indrettet efter rederiets ”Homes at Sea” tema, der lover hjemlig hygge og services, man ellers kun finder i dyre luksus-hoteller.
Explora I har kostet 500 millioner euro at bygge og kan diske op med 461 suiter og penthouse kabiner, der alle har private terrasser.
De dyrt betalende passagerer kan dinere i seks restauranter, hygge sig i 12 barer og lounger, plaske i fire swimmingpools og bruge tiden i 64 private cabanaer, spas og wellness områder.
Efter sin jomfru-rejse fra København skal Explora 1 tilbringe resten af sommer-sæsonen i Nordeuropa.
Fra november flytter skibet til Karibien, hvor det skal tilbyde syv- og 14-dages krydstogter mellem Miami, San Juan på Puerto Rico og Bridgetown på Barbados. Undervejs lægger skibet også til ved MSC koncernens private ø Ocean Cay.
Fincantieri værftet i italienske Genoa er allerede i gang med at bygge Explora II, der efter planen skal stikke i søen fra august næste år. Yderligere to luksus-skibe – Explora III og IV – skal leveres i 2026 og 2027….
(Indledningsfoto til artiklen: Explora Journeys)
Skriv et svar