Grækenland er ramt af både hedebølge og masser af naturbrande. De fleste i hovedlandet, men her i weekenden også på ferie-magneten Rhodos.
Her har ilden ulmet i skovene midt på øen siden i onsdags. Natten til lørdag skiftede vinden imidlertid retning, og brandene bevægede sig i retning af de populære turistbyer på østsiden af Rhodos.
Siden har tv, sociale medier og formiddags-aviser været fulde af dramatiske beretninger om feriegæster, der måtte evakueres med busser, lastbiler og både. De blev transporteret til den nordlige og den sydlige del af øen, hvor ilden ikke har været i nærheden.
Omkring 2.000 feriegæster er blevet flyttet, og heldigvis ser det ikke ud til, at nogen er kommet alvorligt til skade eller dræbt i flammerne. Andre medier taler om 8.000 evakueringer. Også adskillige hundrede danskere skal være berørt.
Tre af de store danske charter-selskaber har aflyst deres ferierejser til Rhodos her i weekenden og frem til i første omgang onsdag.
Det er Spies, Sunweb og TUI, mens Bravo Tours fortsat flyver til Rhodos, Bravos kunder bor i den del af Rhodos, der ikke er berørt af ilden. TUI sendte til gengæld et tomt fly fra København til Rhodos lørdag for at hente strandede feriegæster.
Det danske udenrigsministerium fraråder endnu ikke folk fra at rejse til Grækenland og Rhodos, men sendte i går lørdag følgende anbefaling ud via Twitter:
”Naturbrand midt og øst på Rhodos. Veje kan være lukkede. Udvis forsigtighed, hvis du opholder dig tæt på Asklipieio, Kiotari, Lardons og Pilonas. Følg de lokale myndigheders anbefalinger. Hold dig opdateret via medierne, myndighederne, dit hotel og rejsebureau”….
(Indledningsfoto til artiklen: Aydin Cevik / Twitter)
Skriv et svar