I 2019 vandt danske Djurs Sommerland den internationale Park World Excellence som Europas bedste forlystelsespark.
I en ny 2023 analyse må Djurs nøjes med en femteplads, men her bedømmes forlystelses-parkerne også på noget helt specielt. Nemlig hvor gode vandlande de er – eller på engelsk water parks.
Undersøgelsen er britisk og er lavet af den store online forhandler Bath Retailer Showers to You.
I alt 562 vandparker i Europa er bedømt og sammenlignet, så en dansk femteplads er bestemt respektabel – for ikke at sige meget flot. Analysen bygger på bruger-anmeldelser fra TripAdvisor.
Djurs Sommerland – se artiklens indledningsfoto – opnår en score på 4,39 af fem mulige. De mange point opnår den jyske park bl.a. på grund af Nordeuropas største vand-rutsjebane.
Europas allerbedste skal man dog tage til England for at opleve. Det er Dorset Adventure Park, der har opnået en score på 4,71.
Parken ligger i Dorset ved siden af de gamle ruiner af Corfe Castle. Den har bl.a. områder til mudder-slagsmål til dem, der har skiftetøj med.
Europas nummer to er Energylandia, der ligger i Polen. Den giver bedømmerne 4,54 af fem mulige point.
Den polske forlystelsespark er kendt for sit store tropiske vandland med 14 rutsjebaner i forskellige størrelser og sværhedsgrader. Energylandia har desuden strande, hvor man kan slappe af.
Med 4,44 point tager Spanien tredjepladsen med sin Siam Park på ferieøen Tenerife.
Parken er thailandsk inspireret. Dens største attraktion er en vand-rutsjebane, der fører lige igennem en haj-fyldt tank.
Endelig lander Aquapark Istalandia I Kroatien på en fjerdeplads hos Showers to You – med 4,41 af fem mulige point.
Istalandias vandland var Kroatiens første og byder på bl.a. på 20 forskellige rutsjebaner. Blandt dem Wave Pool og Free Fall….
(Indledningsfoto til artiklen: Djurs Sommerland)
Skriv et svar