Det kan godt være, at man igen kan rejse frit rundt i det meste af Europa og den vestlige verden. Dét er noget, som hundrede-tusinder af danskere har udnyttet sidste år og ikke mindst denne sommer.
Den anden vej går det også godt. Masser af turister besøger Danmark.
Der er dog ét folkeslag, som har været savnet. I hele Europa og ikke mindst herhjemme, hvor Kina skulle være den helt store partner i udveksling af turister for nogle år siden.
Det blev aldrig til noget, og så kom tre år med Corona i vejen og ødelagde resten. Kineserne måtte blive hjemme, og Kina var et næsten lukket land for alle udlændinge.
Fredag tikkede der så en nyhed ind fra Beijing, som måske kan være med til at ændre fuldstændigt på tingene.
Kinesiske rejse-arrangører har nemlig fået lov til at sende grupper til 70 lande. Heriblandt Danmark, men også Tyskland, USA, Sverige, England, Japan, Finland og Sydkorea.
Gruppe-rejser udgør en stor andel af kinesernes ferievalg. I Kina er individuelle rejser langt fra så udbredte som f.eks. i Vesteuropa.
Derfor ser man som regel altid kinesere i flok, når de bevæger sig rundt i storbyer som København. I øvrigt ofte med en paraply over selv i solskin, fordi skønheds-idealet i Kina er perlehvid hud.
Mens Corona pandemien stod på, isolerede Kina sig fuldstændigt fra omverdenen. Var der mistanke om smitte, tøvede regeringen i Beijing heller ikke med at lukke millionbyer.
Nyheden vil nok skabe glæde i den danske rejsebranche, hos krydstogt-rederierne og i Københavns Lufthavn, som i øjeblikket kun har et fåtal af direkte flyruter til og fra Kina i sammenligning med før Corona.
Det nye skridt fra Kinas ministerium for kultur og turisme er i øvrigt allerede den tredje delvise åbning til og fra ”riget i midten.” De to første var kun gruppe-rejser til et begrænset antal lande….
(Indledningsfoto til artiklen: Mika Baumeister / Unsplash)
Skriv et svar