Voksen-hoteller er der ikke længere noget nyt i.
De fleste charter-udbydere tilbyder i dag overnatnings-steder, hvor børn ikke har adgang. Samtidig er Adult Only begrebet begyndt at brede sig i krydstogt-kredse.
Alle voksne vil jo gerne kunne slappe af i deres ferier eller på deres rejser, uden at de skal høre på børns skrigen og støjende leg.
Nu dukker Adult Only så for første gang op hos flyselskaber. På tide vil mange nok sige, fordi selv den mindste støj kan høres i et det aluminium-rør, som et moderne rutefly består af.
Først med ideen er det tyrkisk-hollandske flyselskab Corendon Airlines, som også sender mange danskere til Tyrkiet, Grækenland, Spanien og Tyskland.
Det bliver dog ikke på de danske ruter, at de nye voksen-zoner i flyene bliver introduceret. I hvert fald ikkke med det første.
Corendon tester i første omgang ideen på ruten mellem Amsterdam og den hollandske ferieø Curacao i Karibien.
Den bliver betjent af Airbus A350 fly, der er så store, at man kan indrette kabinen fleksibelt. For eksempel med afsnit til Business Class eller kun til voksne.
Første afgang bliver den 3. november, hvor Airbussen tager afsted 102 af flyets 432 sæder er reserveret udelukkende til voksne uden medbragte børn. Mindste-alder er 16 år.
Corendon har placeret voksen-afsnittet forrest i flykabinen. Vil man gerne sidde dér, skal betale 45 euro ekstra hver vej. Vil man tilmed sidde i store XL-sæder, koster det 100 euro oveni.
Corendon oplyser, at den nye opdeling af flyet ikke kun er en fordel for de voksne, der gerne vil rejse i ro.
Forældre med små børn kan også opleve det som en lettelse, fordi de ikke skal bekymre sig om sædenaboen, når deres unger larmer i flyet.
Allerførst på markedet med Adults-Only områder i flyet er Corendon. Kun på det europæiske marked.
For 10 år siden indrettede Malaysia Airlines for en periode en børne-fri zone på øverste dæk af sine store Airbus A380 fly. Lidt senere fulgte Air Asia X efter med at udelukke børn under 12 år fra de første syv sæderækker på Economy Class.
Begge koncepter blev ingen succes og er siden afskaffet igen. Det bliver spændende at se, om Corendon har mere held….
(Indledningsfoto til artiklen: Frank McKenna / Unsplash)
Skriv et svar