90 år er ikke en helt almindelig rund fødselsdag i luftfarts-branchen. Hvis man er flyselskab og fylder 90, må man være et af verdens ældste.
Det er faktisk også tilfældet hos Air France, der dog ikke bryder sig om at blive kaldt gammel. Tværtimod vil franskmændene gerne være ung med de unge og er ikke bange for at tage chancer trods sin modne alder:
Air France var således et af de to flyselskaber, som benyttede verdens første overlyds-passagerfly Concorde.
Mindre heldig var Air France med sine planer om at skabe et flyselskab kun for unge mellem 18 og 35 år. Joon hed selskabet, der både i stil, design og pris skulle gøre op med traditionel tankegang.
Joon holdt ikke så længe, men det gør Air France selv. Også efter fusionen med hollandske KLM; som har 20-års jubilæum senere i september.
Franskmændene selv fejrer 90 års den 7. oktober, og det sker på en lidt utraditionel, men meget fransk måde – pardon mode.
Air France har nemlig bedt kostume-designeren fra Paris’ opera-ballet – Xavier Roze – om at kreere en kollektion af fem sæt klæder.
De skal illustrere flyselskabets lange historie og får temaerne fly og teknologi, uniformer og mode, fine dining, design og arkitektur og Air France’ store netværk af flyruter verden over.
Naturligvis udstilles klæderne i et af Paris’ mode-templer – det berømte stormagasin Galeries Lafayette. Det sker i perioden fra den 28. september til den 10. oktober.
Alle stormagasinets gadevinduer vil blive pyntet i Air France farver og vise vigtige historiske begivenheder og typiske accessoires fra flyselskabets lange liv.
I forbindelse med udstillingen kan besøgende købe en række eksklusive merchandise ting i anledning af den runde fødselsdag.
Det er f.eks. fly-modeller, postkort, parfume-punge med indhold, bagage-vedhæng, nostesbøger og tørklæder i de velkendte røde, blå og hvide striber.
For første gang får Air France fans også mulighed for at købe originalt service og bestik, som flyselskabet anvendte i kabinerne på La Premiére og Business Class i perioden mellem 1966 og op til i dag.
Indtægterne fra dette salg går ubeskåret til Air France Foundation, der hjælper nødstedte børn over hele kloden.
Endelig vil Air France organisere et storstilet modeshow, hvor modeller vil blive klædt i de uniformer, som kabine-personale, piloter, mekanikere og lufthavns-personale har båret gennem 90 år.
Disse uniformer var bl.a. tegnet af berømte franske modemagere som Christian Dior, Cristóbal Balenciaga og Christian Lacroix.
Selve Air France blev skabt den 7. oktober 1933 gennem en sammenlægning af de seks flyselskaber Air Orient, Air Union, Société Générale de Transports Aériene, Aéropostale og Compagnie Internationale de Navigation Aérienne.
Under anden verdenskrig flyttede Air France til Casablanca i Marokko. Efter krigen er flyselskabet vokset og og vokset. Det har nu over 240 fly, der forbinder 200 lufthavne med over 1.000 daglige afgange.
Måske det er for tidligt at ønske joyeux anniversaire, men så er det gjort….
(Indledningsfoto: Air France)
Skriv et svar