Her i efterårs-månederne er city-trips og forlængede weekender i storbyer en meget populær rejseform. Det er de uden tvivl også i de kommende måneder, fortæller flere af de store charter-rejse-bureauer.
Ikke alle har dog råd til at tage på ferie på de dyre adresser som London, Paris eller New York. De holder udkig efter billigere alternativer, der gerne må være lige så spændende at besøge.
Den store tyske bilist-organisation ADAC hjælper på vej med en ny analyse, hvor 15 europæiske storbyer er sammenlignet på priser.
I den forbindelse har tyskerne ikke bare kigget på selve rejseprisen, men også på typiske ekstra udgifter til restaurant-besøg, sight-seeing, entré-billetter til turist-attraktioner samt indkøb af flasker med vand, shampoo, hovedpine-tabletter, snacks osv.
ADAC-folkene sammenlignede i alt 1.455 priser, og forskellene var store fra by til by:
Mens man f.eks. i Rom kunne erhverve en cappuchino to og for 1,80 euro, kostede den over tre gange så meget i Zürich.
Tilsvarende var en pakke plaster til at dække et lille sår med over syv gange så dyr i Oslo som i Lissabon. I Oslo kostede plasteret i snit fem euro.
Er man sulten efter en Big Mac, skal man gå i en bue uden om McDonald’s i Zürich. Her koster den populære burger syv euro, mens man kan nøjes med under fire euro i Prag.
Næppe uventet ligger København laaangt nede på hitlisten – på 11. pladsen af 15 mulige. Det eneste, som den danske hovedstad roses for, er priser på sundheds-relaterede ting.
Mere overraskende er nok, at de billigste storbyer ikke skal findes i Østeuropa. Det gunstigste sted i Europa til et city-trip er Portugals hovedstad Lissabon.
Prag, Berlin, Wien og Rom er også relativt gunstige at besøge. Det samme er Barcelona, så længe man undværer besøg på byens turist-attraktioner.
De dyreste storbyer er til gengæld London, Oslo og Zürich.
Hvor store prisforskellene er, illustreres af, at Lissabon er knap 23 procent billigere i ”ekstra udgifterne” end gennemsnittet af alle 15 storbyer. Forskellen til Zürich er hele 37 procent dyrere….
(Indledningsfoto fra Lissabon til artiklen: Nelson Mdongala / Unsplash)
Skriv et svar