Omsider kunne det nu se ud, som om Venedig får indført den turist-afgift, som den flydende by har truet med adskillige gange.
Allerede før Corona pandemien var ideen om en entré billet for turister oppe at vende i Venedig:
Indtægterne skulle bruges til at renovere de gamle bygninger, pladser og kanaler – og ikke mindst til at rydde op efter det svineri, som millioner af turister efterlader hvert år efter et kort besøg i Venedig.
Forslaget er dog blev udsat og skubbet adskillige gange:
Først skiftede regeringen atter engang i Rom, og en ny minister ville markere sig med sit eget forslag.
Derpå kom pandemien og fik al snak om turist-skat til at forstumme. I næsten tre år var der ingen turist at opkræve den fra.
Og så her sidst havde Venedig tilsyneladende tekniske problemer med det nye it-system, som skulle opkræve adgangs-billetterne.
Nu skulle det dog være ganske vist.. Fra januar 2024 kommer skatten, har Venedigs bystyre vedtaget i går.
Billetten skal koste fem euro eller knap 40 kroner pr. person fra 14 år og opefter. Den gælder udelukkende én-dags turister og vil kun blive opkrævet i de travle forårs- og sommer-sæsoner.
Turister, der har booket et hotel til overnatning, slipper for den nye entré-afgift. De betaler allerede skat via en senge-afgift. Det samme gælder for krydstogt-gæster.
Venedig turist-borgmester Simone Venturini fortæller, at målet med den nye afgifter er ”at finde en ny balance mellem de mennesker, som lever, studerer eller arbejder i byen – og de turister, der besøger Venedig.”
Venedig er en af de byer, som har klaget mest over over-turisme i de senere år:
På travle dage overnatter 100.000 turister i byen. Dertil kommer i titusindvis af én-dages besøgende.
Byen har da også – nødtvungent – indført en række drastiske restriktioner.
Således smed Venedig de store krydstogt-skibe ud, der ellers ankrede inde midt i byen. De er nu flyttet ud til en havn 40 kilometer uden for bycentrum.
Venedig har også forbudt folk at bade i kanalerne. Antallet af fastfood butikker er skåret ned, og folk må ikke sidde og spise eller drikke på offentlig vej og bro – uden for særligt afmærkede arealer.
Under Corona manglede ganske vist turist-indtægterne. På den anden side blev vandet i Venedigs kanaler så rent, at man for første gang i mange år kunne se fisk og delfiner tumle sig.
Venedig har også gentagne gange forsøgt at få status som ”særligt udsat” område hos UNESCO’s organisation til Verdensarv.
Anmodningen er dog blevet afvist, fordi FN-folkene ikke mente, at Venedig gjorde nok selv for at begrænse antallet af turister og deres belastning af miljøet….
(Indledningsfoto til artiklen: Dan Novar / Unsplash)
Skriv et svar