I sommers var Grækenland hærget af tørke og mange naturbrande, der også gik ud over de populære turist-områder i landet.
Siden fik grækerne oversvømmelser i især de nordlige regioner for nu at være ramt af en voldsom storm i store dele af landet.
Stormen Elias er så kraftig, at det danske udenrigsministerium har udsendt en advarsel til danskere i landet. Det er sket via ministeriets informations-kanaler på Facebook og X – det tidligere Twitter.
Ifølge advarslen ventes stormen at medføre voldsom nedbør, torden og hagl. Uvejret kan rase over Grækenland indtil torsdag.
Udenrigsministeriet opfordrer danske turister i Grækenland til at udvise forsigtighed og nøje følge de lokale myndigheders anvisninger.
Man kan også holde sig opdateret om situationen via nyhedsmedier, sit hotel og sit rejsebureau.
Vejret i Grækenland tjekkes bedst via www.emy.gr/emy/en . Vejledning ved oversvømmelser finder man på https://civilprotection.gov.gr/odigies-prostasias . Husk at vælge EN for engelsk, medmindre I kan læse græsk….
(Indledningsfoto til artiklen: Dan / Unsplash)
Skriv et svar