De fleste forbinder krydstogter med familier med børn eller med ældre mennesker, hvor sidstnævnte helst vil have ro og fred på havet og nogle gode udflugter til lands.
TUI Cruises med ”Mein Schiff” skibene beviser imidlertid, at krydstogter kan være helt anderledes:
Det tyske rederi har nemlig stor succes med at arrangere sejladser, hvor der kun spilles hård rock og heavy metal ombord på skibet. Både som koncerter og i skibets øvrige højttalere.
TUI har arrangeret såkaldte ”Full Metal Cruises” igennem flere år, og hver eneste krydstogt har enten være helt udsolgt eller tæt ved.
I år er det gået helt amok.
Det første Full Metal Cruise XI, der holdes i september 2024 på ”Mein Schiff 3”, blev udsolgt på mindre end 10 minutter.
Derfor har TUI besluttet at arrangere et Full Metal Cruise XI Part II.
Det starter den 6. september i den tyske nordsø-havn Bremerhaven og kigger forbi København og Oslo, inden det hårdt-slående krydstogt slutter i Kiel den 10. september næste år.
Dermed ligger ”Mein Schiff 3” parat i Kiels havn til det oprindelige og udsolgte Full Metal Crise XI, der afvikles fra den 10. til den 15. september.
Fra Kiel går dette krydstogt op langs Norges kyst, hvor fjorde og fjelde vil genlyde at hård tråd og ordentlige tæsk på trommer og tønder.
Blandt de rock-orkestre, man vil kunne opleve ”live” på krydstogtet, er Doro Pesch, Skindred, Paddyhats, Cobrakill, Feuerschwanz, Michael Monroe og The O’Reillys.
Ud over koncerterne arrangeres Meet & Greets med musikerne, workshops, karaoke og metal-yoga for de deltagende krydstogt-gæster.
Priserne begynder ved 1.199 euro pr. person i dobbelt-kabine. Dyrest er kabiner med egen balkon til 1.519 euro.
Med i prisen er fuld forplejning, adgang til koncerter og til andre festival-events på ”Mein Schiff 3” på full metal krydstogtet….
(Indledningsfoto til artiklen:Mein Schiff / TUI Cruises )
Skriv et svar