Rutefly på de korte og mellem-lange distancer i Europa kan som regel ikke prale af god plads mellem sæderækkerne og rigeligt med stuve-rum til håndbagagen i overskabene over sæderne.
Tværtimod prøver især lavpris-selskaberne at presse så mange passagerer som muligt ind i hvert fly, samtidig med at de skærer ned på mængden af håndbagage, man må tage gratis med.
Lufthansa vil nu flyve den modsatte vej:
Fra foråret 2025 vil 38 af selskabets ældre Airbus A320 maskiner blive opgraderet med en ny kabine-indretning, der skal ”byde på betydeligt mere komfort og Premium fornemmelse.”
Den vigtigste nyhed er større overskabe, som skal kunne rumme dobbelt så meget håndbagage som de nuværende.
De nye skabe skal også gøre det muligt at placere kufferter lodret, ligesom de generelt skal tilbyde 40 procent mere plads.
Andre nyheder ved opgraderingen er, at alle sæder får USB-stik til opladning. Desuden kommer der holdere til smartphones og tablets i sæderyggen foran passageren.
Endelig – og det er ikke uvigtigt – vil Lufthansa sikre bedre benplads mellem sæderækkerne. Det skal kunne lade sig gøre ved hjælp af nydesignede sæder fra italienske Geven.
Lufthansa forklarer, at opgraderingerne af de 38 ældre fly svarer til, at de kommer op i en standard, der svarer til de nyere Airbus A320neo maskiner.
Det tyske selskabs ældre Airbus A320 (ceo) modeller har 168 sæder. Efter moderniseringen vil de have 180, uden at det går ud over pladsen til hver enkelt passager….
De 38 fly, som nu får en modernisering, er alle mellem otte og 14 år gamle….
(Indledningsfoto til artiklen: Airbus)
Skriv et svar