At det går meget bedre med luftfarten efter nogle drøje år med Corona, kan man bl.a. se af de voksende passagertal hos alle flyselskaber.
Et andet barometer er, at flyselskaber igen er begyndt at bestille nye maskiner hos de to store fabrikanter Airbus og Boeing.
Og den tredje indikator er, at selskaberne igen vil udbetale dividende til sine aktionærer.
Englands største – og Europas næststørste – lavpris-flyselskab easyJet lever op til alle tre kriterier.
Nok bedst illustreret af, at easyJet i går bestilte 157 ekstra fly hos Airbus. Her har man allerede en ordre liggende på 158 maskiner, så totalen kommer op på 315. Dertil skal lægges en option på at købe yderligere 100 fly.
easyJet er noget mindre end ærkerivalen Ryanair, men har trods alt 330 maskiner i sin flåde. Alle er Airbusser, mens Ryanair satser udelukkende på Boeing.
Prisen for de 157 nye Airbus fly er ca. 19 milliarder euro, så der skal gribes i lommen. Dernede ligger allerede en del af beløbet, efter at easyJet ser ud til at komme ud af regnskabsåret 2022/23 med et overskud på mellem 510 og 533 millioner euro.
Alle de mange nye passagerfly, der skal lakeres i easyJets orange og hvide farver, er Airbus A320 Neo og den forlængede A321 Neo udgave.
De er beregnet til korte og mellemlange distancer, fordi easyJet udelukkende flyver i Europa og også indenrigs i nogle få lande som f.eks. Italien og England.
Hos easyJet skal de nye maskiner erstatte ældre Airbus A320 modeller plus de endnu mindre A319, som dermed forsvinder fra lavpris-selskabet.
Det sker dog ikke lige med det samme. De 158 nye fly ankommer nemlig først til easyJet mellem 2029 og 2034. Frem til 2028 kommer 160 fra den tidligere ordre.
Lige nu står easyJet faktisk og mangler fly. Derfor må selskabet fra slutningen af oktober aflyse afgange i lufthavne som Dublin, Porto, Bruxelles og Köln/Bonn. Danske flyvninger er ikke berørt….
(Indledningsfoto til artiklen: Call Me Fred / Unsplash)
Skriv et svar