Rejsebureauer med speciale i krydstogter får en ny konkurrent, mens krydstogt-rederierne får én mere at forhandle om rabatter med, når Booking.com nu kaster sig ud i sørejser.
Det mega-store online rejsebureau har hidtil holdt sig til flyveture, hoteller, lejebiler, ferieboliger, udflugter osv, men mener ikke, at det længere er nok.
Booking.com har netop åbnet sin nye Cruise division i USA, der er verdens største krydstogts-marked.
Senere er det planen at åbne for salget af krydstogter i mange flere lande, hvis den amerikanske debut bliver en kommerciel succes.
Amerikanerne står for 58 procent af alle krydstogt-bestillinger i verden, så det er ikke nogen overraskelse, at hollandsk-baserede Booking.com lægger fra land i USA.
Her er Booking.com gået i alliance med det store krydstogt-rejsebureau World Travel Holdings (WTH).
Fra begyndelsen har Booking-kunder adgang til over 10.000 krydstogter med godt 30 rederier. Blandt dem også verdens største skibs-ejere. Krydstogterne afgør fra 55 havne på alle kontinenter.
Som Booking.com allerede er kendt for fra andre dele af rejsebranchen, vil online bureauet lokke med flere og større rabatter end normalt.
Udvalget af krydstogter vil være meget bredt. Lige fra korte sejladser på tre dage til Bahamas, over flod-sejladser i Europa til flere ugers ekspeditioner, der går til f.eks. Antarktis, Sydamerika eller Asien.
Ifølge Booking.com er krydstogt-gæster mere loyale end andre ferie-rejsende. 85 procent vil nemlig gerne tage på cruise igen, når de først har prøvet det.
Samme analyse fortæller, at 75 procent af amerikanske feriefolk føler sig mere afslappet, når de opholder sig tæt ved vandet. Over 35 procent er interesserede i at deltage i vand-relaterede aktiviteter i deres ferier.
Booking.com’s partner i det nye eventyr – WTH – er USA’s største rejsebureau I krydstogter. Bureauet sælger sørejser for næsten 40 forskellige rederier.
Selve Booking.com er del af den børs-noterede Booking Holdings koncern, som bl.a. også omfatter Kayak, Rentalcars.com og dansk-baserede momondo.
Booking.com findes på 43 sprog inclusive dansk. Online portalen tilbyder over 28 millioner adresser til overnatning – herunder 6,6 mio feriehuse og ferie-lejligheder.
Portalen er i øvrigt blandt de første i rejsebranchen, som benytter kunstig intelligens (AI) til at hjælpe kunderne med at finde den rigtige ferie.
I den forbindelse har Booking.com sin egen variant af ChatGPT assistenten fra Microsoft og OpenAI….
(Indledningsfoto til artiklen: Alonso Reyes / Unsplash)
Skriv et svar