Mens de fleste flyselskaber tilsyneladende satser på store ”wide body” maskiner igen, går Air Baltic fra Letland den præcist modsatte vej.
Air Baltic har nemlig købt yderligere 30 eksemplarer af Airbus’ mindste A220 model, som vi uden tvivl vil komme til at se ofte i dansk luftrum.
Det lettiske flyselskab har nemlig faste ruter til København, Aalborg og Billund.
De 30 nye fly kommer oveni de 50 Airbus A220, som Air Baltic allerede har bestilt. Af dem har flyselskabet allerede 44 i daglig drift.
Med sine i alt 80 nye fly bliver Air Baltic Europas største bruger af A220. Den position kan blive øget, hvis flyselskabet gør brug af en købs-option på 20 ekstra maskiner.
Uheldigvis har Air Baltic tekniske problemer med flyenes jetmotorer, der leveres af amerikanske Pratt & Whitney.
Problemerne har betydet, at flere nye A220 fly har måttet stå ubeskæftiget på jorden i længere tid. Det vil formentlig også være tilfældet i 2024, oplyser Air Baltic.
Airbus A220 er mindre end Airbus’ bestseller A320. Flyet fås i to versioner med plads til henholdsvis 108 til 130 passagerer og 130 til 160 sæder.
A220 har Airbus i øvrigt ikke selv udviklet. Airbus købte den i 2018 af Bombardier i Canada, der byggede flyet som sin C-serie….
(Indledningsfoto til artiklen: Markus Eigenheer / Wikimedia)
Skriv et svar