I den forløbne weekend kunne rederiet Scandlines fejre stabel-afløbningen af sin første hel-elektriske færge, som skal sejle mellem Rødby og Puttgarden.
Det skete på skibsværftet Cemre i Tyrkiet, hvor den 147 meter lange el-færge gled problemfrit i vandet for første gang.
Det vil dog tage et stykke tid, inden færgen går i drift over Femern bæltet. Det vil ske på en endnu ikke fastsat dato i 2024, hvor skibet også vil blive navngivet som ”Futura.”
Den nye færge skal primært transportere fragt mellem Danmark og Tyskland. Den får plads til 66 fragt-enheder, svarende til ca. 1.200 banemeter. Det maksimale antal passagerer er 140.
E/L Futura får verdens til dato største batteri-system på et skib. Det har en kapacitet på 10 MWh og kan fra 2025 lades op i havnen på bare 12 minutter.
Batterierne kan sørge for en fart på mellem 10 og 16 knob, så overfartstiden mellem Rødby og Puttgarden bliver på 45 minutter.
Scandlines råder over syv færger, hvoraf de seks er hybrid-elektriske. Futura bliver den første hel-elektriske og forureningsfrie. Skibet koster 80 millioner euro eller ca. 600 mio. kroner ….
(Indledningsfoto til artiklen: Scandlines)
Skriv et svar