Aalborg Lufthavn får den ene julegave efter den anden.
For et par dage siden meddelte aalborgenserne, at SAS vil udvide antallet af direkte afgange mellem Aalborg og den norske hovedstad Oslo.
Nu følger så nyheden, at også Ryanair vil øge sine aktiviteter i det nordjyske:
Fra den 1. april næste år åbner Europas største lavpris-selskab nemlig en flyrute fra Aalborg Lufthavn til Girona på den spanske Costa Brava.
De solbeskinnede strande ligger kun en halv times kørsel fra Girona, der er placeret i Catalonien 99 kilometer nord for Barcelona. Afstanden til Sydfrankrig er også kort – under 100 kilometer.
Selve Girona er den største by i det nordlige Catalonien. Byen har 103.000 indbyggere og byder bl.a. på en velbevaret gammel bykerne.
Desuden har Girona lagt adresse til mange film og tv-serier som f.eks. ”Game of Thrones”.
Fra april 2024 flyver Ryanair fra Aalborg Lufthavn til Girona to gange om ugen – på mandage og fredage. Der er tale om en sommerrute, som lukker igen den 25. oktober.
Ryanair har allerede åbnet for salg af billetter via sin hjemmeside. One-way priser til Girona begynder ved 559 kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: Portuguese Gravity / Unsplash)
Skriv et svar