(Opdateret) Topledelsen hos den amerikanske flyfabrik Boeing kan ånde lettet op. Startforbuddet mod en af fabrikkens passagerfly kom ikke til at vare i flere år som sidste gang, men kun nogle få uger.
De amerikanske luftfarts-myndigheder FAA har nemlig natten til i dag godkendt, at Boeing 737 MAX-9 fly kan gå på vingerne, hvis flyselskaberne først lader dem gennemgå en omfattende inspektion og test-procedure.
Kontrollen tager mindst ti timer pr. fly og omfatter bl.a. efterspænding af bolte i skroget, der til sidst rev sig løs i ulykkes-maskinen.
Senere har både Alaska Airlines og United Airlines opdaget samme svaghed i andre af deres fly af samme type.
Faktisk fortæller Alaska Airlines, at man har fundet løse skruer og bolte i mange af sine Boeing maskiner, da man tjekkede efter.
FAA har derfor forbudt Boeing at udvide produktionen af samtlige sine 737 MAX, fordi de opdagede fejl i maskinerne skyldtes sjusk under samling af skroget med vinduer og døre.
Skandalen blev afsløret for et par uger siden, hvor et næsten nyt Boeing 737 MAX 9 fly fra Alaska Airlines mistede en del af siden, mens det befandt sig i 5.000 meters højde.
Resultatet var et stort gabende hul lige dér, hvor der enten skulle sidde en ekstra nødudgang eller en afdækning over døren på de maskiner, som leveres uden den pågældende udgang.
Som ved et lykketræf var de to sæder ud for hullet ikke optaget af passagerer. Derfor kom ingen til skade, da Alaska Airlines flyet vendte retur til en nødlanding.
Episoden vakte dog grimme mindelser om, da to Boeing 737 MAX-8 fly styrtede ned kort tid efter hinanden med i alt 346 dræbte.
Dengang var det computerfejl i flyene, der var årsagen. De betød, at myndighederne forbød samtlige 737 MAX at gå i luften i over to år, indtil alle fejl var løst.
De nye begrænsninger for MAX-9 maskinerne kan også igen blive en dyr erfaring for Boeing:
Når flyfabrikken ikke må øge antallet af producerede fly, kan Boeing have svært ved at overholde sine leverings-aftaler med kunderne – flyselskaberne.
I øjeblikket fremstiller Boeing 30 maskiner om måneden af de forskellige 737 MAX-varianter. I år var det planen at øge til 50 fly hver måned.
Det må Boeing altså ikke, fordi de amerikanske myndigheder ikke har tiltro til, at fabrikken kan levere sine fly fejlfri.
Den slags renomme er også med til at skubbe flere kunder over til ærkerivalerne fra Airbus. MAX-flyene var og er nemlig Boeings svar på Airbus storsælgende A320neo og A321-varianter til de korte og mellemlange distancer.
De to amerikanske flyselskaber, der har været hårdest ramt af flyforbuddene mod Boeing 737 MAX-9 – Alaska og United – regner med at sende de første af deres gennem-kontrollerede maskiner på vingerne igen i denne weekend.
Ingen flyselskaber i EU har Boeing 737 MAX-9 af de famøse varianter. De har til gengæld en del maskiner af den ældre Boeing 737-900ER, hvis skrog er bygget op på samme måde. Disse fly er også blevet beordret til ekstra inspektion.
Til sidst bør nævnes, at Boeings jurister også får ekstra problemer at slås med. Alaska Airlines vurderer nemlig, at flyveforbuddet har kostet selskabet mindst 150 millioner dollars eller godt en milliard danske kroner i mistede indtægter på grund af godt 3.000 aflyste afgange. De penge vil Alaska have Boeing til at erstatte….
(Indledningsfoto til artiklen: Boeing)
Skriv et svar