I gamle dage sagde man, at Storbritannien var hjemlandet for flest strejker og arbejdsnedlæggelser.
Den titel har Tyskland overtaget på det seneste, hvor vores store nabo mod syd igen og igen bliver ramt af strejker i transport-sektoren.
Nu er den atter gal i luftfarten, hvor 25.000 medlemmer af Lufthansas jordpersonale i flere store lufthavne nedlægger arbejdet på onsdag.
Berørt er lufthavnene i Frankfurt, München, Hamborg og Düsseldorf. Det bør også danske flyrejsende være opmærksom på, hvis de vil flyve til og fra Tyskland på onsdag.
Strejken er blevet varslet af den store fagforening Verdi, der er utilfreds med forløbet af overenskomst forhandlingerne med hele Lufthansa koncernen.
Det er kun et par dage siden, at piloter og kabine-personalet hos Lufthansas lavpris-datterselskab Discover Airlines gik i strejke.
For en uge siden var det sikkerheds-folkene i Tysklands store lufthavne, som nedlagde arbejdet. Det betød, at det meste af lufttrafikken var lammet i hele fem dage.
I ugen før var den så gal hos lokomotiv-førerne hos Tysklands store togselskab Deutsche Bahn. De stoppede togdriften i flere dage.
Den nye strejke på onsdag vil ramme både Lufthansas passagerfly, Lufthansa Cargo og Lufthansa Technik….
(Indledningsfoto til artiklen: Alan Angelats / Unsplash)
Skriv et svar