Kunstig intelligens (AI) er naturligvis også hastigt på vej ind i rejse-branchen.
Først så vi indledende forsøg med ”bots”, der erstatter menneskeligt personale i f.eks. flyselskabers kundeservice online.
Sidste år afprøvede Amsterdams store Schiphol lufthavn så AI i håndtering og sikkerheds-kontrol af flypassagerernes håndbagage.
Og nu følger det hollandske flyselskab KLM så efter med et projekt, hvor kunstig intelligens skal hjælpe med at undgå for meget madspild ombord på ruteflyene.
Her skal computer-intelligensen bruges til at bestemme antallet af måltids-portioner, som skal tages med i flyet.
I sidste ende bestemmes det nemlig ikke af antallet af passagerer, men i lige så høj grad af hvor mange der typisk ikke dukker op til afgang, eller som ikke gider spise noget på flyveturen.
Ifølge KLM ender mellem tre og fem procent af de bookede passagerer som ”no-shows” ved afgangen. Antallet varierer efter den klasse, de rejsende benytter i flyet.
Hos KLM modtager den kunstige intelligens i det nye Meals On Board system det forventede passagertal pr. afgang fra flyselskabets centrale computer. Det sker inklusive separate prognoser for Business, Premium Economy og Economy klasserne.
Op til 17 dage før afgang kan den nye ”TRAYS” AI-software så beregne behovet for antal madportioner. Det sker løbende og helt op til 20 minutter, før flyet letter.i
KLM fortæller, at det nye system kan levere den mest præcise vurdering af antallet af sultne passagerer og kan derfor optimere hele catering processen fra bestilling i køkkenet til lastning af madvarerne på flyet lige før afgang.
Med den kunstige intelligens vil KLM undgå, at flyet lander med måltider i overskud. De vil i de fleste tilfælde blive kasseret og smidt ud. Det rene madspild.
Andre flyselskaber har forsøgt at undgå madspildet ombord ved at tilbyde passagerer, at de kan købe overskuds-måltiderne til en billig pris.
De kan så tage dem med som take-away i en pose efter landing, så de f.eks. har noget at spise, når de kommer hjem til et tomt køleskab.
KLM foretrækker dog den kunstige intelligens af logistiske årsager, og den har vist sig effektiv lige fra begyndelsen:
På især de lange inter-kontinentale ruter fra Schiphol lufthavnen i Amsterdam kan KLM undgå op til 63 procent madspil pr. afgang.
På hver flyvning kan KLM således spare i gennemsnit 2,5 færre måltider. Det svarer til 1,3 kilo pr. fly eller 111.000 kilo på årsbasis.
Det hollandske flyselskab er i det hele taget glad for kunstig intelligens:
I andre projekter anvendes den f.eks. til at simulere dage med dårligt vejr eller til at give passagerer personligt tilpassede rejsetips, når de har booket en flybillet….
(Indledningsfoto til artiklen: Business Traveller / Pixabay)
Skriv et svar