Det lyder som lidt af en utraditionel alliance, når Europas største ferie-udbyder og Europas største lavpris-flyselskab finder sammen i en fælles aftale. Det har TUI og Ryanair gjort
For Ryanair er aftalen en fordel, fordi flyselskabet kan få fyldt sine Boeing fly endnu bedre op med passagerer, end de allerede er i forvejen. Det er penge direkte ned i lommen, uden at Ryanair skal røre en finger.
Hos TUI er aftalen en markering af, at charter-ferie-kæmpen satser mere og mere på at bruge rutefly til sine pakkerejser. I stedet for egne fly eller leje af passagerfly hos mindre flyselskaber.
I Danmark har TUI haft stor fremgang i netop pakkerejser med rutefly i det seneste år. Med den nye Ryanair aftale vil TUI’s gæster få et langt større udvalg af ruter og destinationer at vælge imellem.
Pakkerejser med rutefly fungerer ved, at gæsten kombinerer sit rejsemål med hotel, rutefly, transport på destinationen samt eventuelle oplevelser og udflugter på TUI’s hjemmeside.
TUI sammensætter så den komplette pakkerejse inklusive valget af det bedste flyselskab til formålet. Det kan f.eks. være Ryanair.
Der er tale om en global aftale mellem TUI Group og Ryanair. Derfor er der endnu ikke sat en dato på, hvornår TUI’s danske gæster kan se Ryanair-afgange som en mulighed på TUI’s hjemmeside….
(Indledningsfoto til artiklen: Portuguese Gravity / Unsplash)
Skriv et svar