Den farverige norske rejse- og hotelkonge Petter Stordalen fortsætter sin offensive stil via sin Strawberry koncern med at åbne en helt ny hotelkæde, der skal have mindst 20 adresser i Skandinavien i de næste ti år – herunder også i Damark.
Kæden, der endnu ikke har fået et officielt navn, skal placere sine hoteller i udkanten af større byer – f.eks. i forbindelse med motorvejs-afkørsler.
Målgruppen er bilister eller folk i busser. Det kan både være individuelle gæster, grupper og sportshold, der har brug for en kort overnatning eller et ophold i en længere periode.
Ambitionen er at fylde et tomrum på det nordiske marked, hvor indenlands og inter-skandinaviske rejser er steget kraftigt siden 2019.
Hotellerne vil fokusere på design, digitalisering og bæredygtighed. De vil langt hen ad vejen blive bygget i træ, have solceller på taget og udnytte geo-termisk energi. Desuden vil der være hurtigladere til elbiler og pænt store fitness-lokaler.
Det første hotel i den nye kæde skal efter planen åbne i andet kvartal 2025. Det bliver i den sydsvenske by Falkenberg ved Øresund.
Her får hotellet 151 værelser, hvor nogle af dem er studio-lejligheder med eget køkken-hjørne. Desuden vil der være et antal større familie-værelser.
Petter Stordalen er bl.a. kendt for at eje Spies, men den nye hotelkæde er den første helt nye, som han åbner i 30 år.
Den bliver Strawberry koncernens fjerde kæde. I forvejen omfatter den den Clarion Hotels, Comfort Hotels, Clarion Collection og Quality Hotels. Dertil skal lægges over 40 selvstændige hoteller som f.eks. de københavnske Admiral Hotel og Villa Copenhagen.
I forbindelse med den nye kæde er Strawberry gået sammen med den svenske ejendoms-investor Slättö, der i forvejen har penge i bl.a. boliger, let industri og logistik….
(Indledningsfoto til artiklen: Strawberry)
Skriv et svar