Selvom danskerne for alvor er begyndt at købe flybilletter igen, går det stadig ikke helt så stærkt som i 2019 – det sidste normale år før Corona pandemien.
I 2023 fløj 16,5 millioner mennesker fra de danske lufthavne. Det er 2,5 millioner eller 18 procent flere end i 2022, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I 2019 var antallet af flypassagerer helt oppe på 18,2 millioner, så der mangler stadig mange.
Danmarks Statistik fortæller, at det især er Københavns Lufthavn, som halter bagefter, når det gælder afrejsende passagerer:
Sidste år havde landets største lufthavn 13,3 millioner afrejsende, hvilket er 12 procent lavere end i 2019. Til gengæld var det en fremgang på 21 procent i forhold til sidste år.
Det er især passagerer på de internationale ruter, som driver væksten i Københavns Lufthavn, mens passager-tallet i indenrigs fly faldt med fem procent.
Så går det langt bedre i Billunds og Aarhus’ lufthavne: I 2023 havde begge flere afrejsende passagerer end i både 2022 og 2019. Nemlig henholdsvis et plus på syv og ni procent, viser de nye tal.
Aalborg Lufthavn kunne notere en stigning på fem procent i afrejsende passagerer i forhold til 2022, men den nordjyske lufthavn mangler tre procent for at nå op på niveauet fra 2019.
Ifølge Danmarks Statistik kan luftfarten stadig mærke, at mange danskere foretrækker at holde ferie i eget land frem for at tage flyet ned til f.eks. Middelhavets varme, sol og strande.
I 2023 stod danske gæster nemlig for næsten halvdelen af samtlige overnatninger på danske hoteller, feriecentre, vandrerhjem / hostels, campingpladser, i lystbåde-havne og sommerhuse.
Mere præcist 31 af 63,1 millioner overnatninger. Til sammenligning lå danskere på 27,2 millioner overnatninger i 2019….
(Indledningsfoto til artiklen: Oleksandr P / Pexels)
Skriv et svar