Den store britiske forbruger-organisation ”Which?”, der langt hen ad vejen kan sammenlignes med danske Tænk, har travlt med at undersøge flyselskaber for tiden.
Forleden dag kunne jeg her på Trends & Travel fortælle om, at Which? kårede engelske Jet2 og de i Danmark meget mere kendte Norwegian og Icelandair som de bedste flyselskaber til de korte og mellemlange ruter i Europa.
Nu er tiden så kommet til flyselskaber, der gør meget i inter-kontinentale flyvninger. Altså i rejser over f.eks. Atlanten, til Asien eller Afrika.
Igen sammenligner Which? analytikerne kun flyselskaber, der opererer fra engelske lufthavne. Prøveflyverne har altså ikke sat sig ind i langdistance-fly fra f.eks. København, Oslo, Stockholm eller Helsinki.
På den anden side er det jo altid relevant, når nogen går grundigt til værks i deres rejse-tests.
Which-folkene har således sammenlignet flyselskaberne på vigtige parametre som f.eks. benplads ombord, sædekomfort, kundeservice, billetpriser, mad og drikkevarer, rengøring af kabiner, underholdning ombord, boarding procedurer, antal forsinkelser samt betjenings-kvaliteten på de lange flyveture.
Vinderne i den nye stortest er gamle kendinge: Singapore Airlines og Emirates bliver nemlig gang på gang kåret som verdens bedste i de mange ratings og udnævnelser, der foregår hvert år.
Ifølge Which? topper de to flyselskaber på grund af fin service ombord, førsteklasses underholdnings-systemer og fly, der er i tip-top stand. Emirates er tilmed meget punktlig.
Tre af fire flyvninger ankommer til destinationen med mindre end 15 minutters forsinkelse. Imponerende efter så mange timer i luften og de lange afstande.
Her er så Which?’ Top-10 over de bedste langdistance-flyselskaber i engelske lufthavne. Procent-angivelsen er den totale kunde-score, der er sammensat af karakterer for en lang række enkelt-vurderinger:
- Singapore Airlines – 83 procent
- Emirates – 81 procent
- Virgin Atlantic – 76 procent
- Qatar Airways – 74 procent
- Qantas – 71 procent
- Etihad Airways – 70 procent
- Malaysia Airlines – 69 procent
- KLM – 68 procent
- Aer Lingus – 67 procent
- TUI Airways – 65 procent
- United Airlines – 64 procent
- Delta Air Lines – 61 procent
- Air France – 60 procent
- British Airways – 59 procent
- American Airlines – 59 procent
- Air Canada – 58 procent
- Lufthansa – 56 procent
Hvis I vil se flere detaljer i Which? sammenligning af langdistance flyselskaber, kan I klikke på dette direkte link….
(Indledningsfoto til artiklen: Qatar Airways)
Skriv et svar