Den irske lavpris-gigant Ryanair er blandt de flyselskaber, der er hårdest ramt af Boeings problemer med at bygge 737 MAX fly i ordentlig kvalitet og i tilstrækkelige antal.
Hvor meget forsinkelserne koster, har Ryanair nu for første gang sat mere konkrete tal på. Nemlig 17 manglende fly til sommer og mindst fem millioner færre passagerer end planlagt.
Oprindeligt skulle Ryanair frem til juli have modtaget 57 nye Boeing fly i den særlige 737 MAX-200 type, hvor der er presset 10 ekstra sæder ind i et 737 MAX-8 skrog.
Nu ser det ud til, at Ryanair får højst 40 i år, hvilket har tvunget flyselskabet til at skrue sine forventninger for 2024 noget ned.
Nu regner Ryanair med at nå mellem 198 og 200 millioner passagerer i år. Tidligere lød tallet på mindst 205 millioner.
Manglen på fly betyder samtidig, at Ryanair lukker planlagte ruter til syv europæiske lufthavne. Ingen danske er nævnt I forbindelse med lukninger, men antallet af afgange til og fra danske lufthavne kan meget vel blive skåret ned.
Ryanair er som udgangspunkt et ”Boeing-only” flyselskab, selvom lavpris-giganten også ejede et antal Airbus A320 maskiner efter opkøb af andre flyselskaber.
20 procent af disse Airbusser nåede Ryanair dog at udfase inden Boeings aktuelle kvalitets-problemer, hvilket har forstærket Ryanairs udfordringer yderligere.
Ryanair er omkring halvvejs I en ordre på 210 Boeing 737 MAX-200 fly. Derudover bestilte Ryanair sidste år 150 eksemplarer af den større og endnu ikke færdige Boeing 737 MAX-10 flytype….
(Indledningsfoto til artiklen: Markus Winkler / Pexels)
Skriv et svar