Den næste rejsebølge kommer, når danskerne tager på påskeferie inden længe. Det gør faktisk flere end tage på vinterferie i år.
Når danskerne så pakker kufferten i påsken, bliver de fleste i Danmark i ferien. De mest populære rejsemål i udlandet er Tyskland og Frankrig.
Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Media har lavet for forsikrings-selskabet Europæiske ERV. 1.086 danskere mellem 18 og 79 år har deltaget med svar.
Ifølge analysen planlægger 15 procent af danskerne at rejse i påskeferien. Til sammenligning var kun 13 procent afsted på vinterferie.
Størstedelen bliver i eget land i påskeferien. Det gør 30 procent. Hvis turen går til udlandet, bruger de fleste fly – nemlig 45 procent. Andre 41 procent vælger at køre i egen bil, mens 10 procent tager toget.
”Påskeferien er en traditionel højtid, som man tilbringer sammen med familie og venner til f.eks. en påskefrokost. Det kan være en årsag til, at så mange bliver i Danmark i påsken,” forklarer Peter Steen Olsen. Han er økonomidirektør hos Europæiske ERV.
”Normalt varer påskeferien fem dage, hvilket gør den oplagt til en miniferie i storbyer som Berlin eller Paris,” fortsætter han.
Her er så Top-10 listen over de mest populære påske-destinationer ifølge Europæiske ERV:
- Danmark
- Tyskland
- Frankrig
- Spanien
- Sverige
- Norge
- Polen
- Tyrkiet
- Italien
- USA
(Indledningsfoto til artiklen: Europæiske ERV)
Skriv et svar