Golf-spillere plejer ikke at mangle noget: Deres flotte baner har kostet formuer at bygge. Udstyret er ikke billigt, og medlemskaber i de eftertragtede golfklubber er dyre.
Selv forkælede golf-spillere vil dog nok spærre øjnene op, når de ser billeder af det utrolige golf-ressort, som Saudi Arabien vil bygge i forbindelse med fremtids-byen Neom midt i ørkenen.
Gidori er navnet på det eksklusive ressort, som skal lokke velhavende golf-turister til Saudi Arabien om ganske få år.
Det nye golf-ressort med sin 18-hullers bane i mesterskabs-klasse placeres lige ud til kysten med en flot udsigt til Aqaba strædet.
Endnu mere spektakulært bliver klubhuset og luksus-hotellet med 80 værelser, der bygges lige ved siden af golfbanen.
Mest vildt ser det såkaldte Monolith kompleks dog ud. Det indeholder 190 frit-hængende lejligheder, hvoraf mange har direkte udsigt til både vand og ørken.
Monolith indeholder desuden haver og parker, et shopping-center. Alt er bygget i natursten kombineret med metal og glas.
Dertil kommer muligheden for at købe eller leje en privat villa, spise og drikke i et dusin restauranter og lounges, adskillige swimming pools at plaske i, et centralt placeret show-teater plus et stort wellness-center med spa og fitness-faciliteter.
Skulle man trænge til lidt afveksling fra golf, køller, tees og greens, skal Gidori også tilbyde andre sports-aktiviteter som f.eks. mountain biking, bjerg-vandring, sejlsport, surfing, water-boarding – eller computerspil. Gidori får nemlig også et e-sport center i verdensklasse.
Det nye Gidori center er tegnet af arkitekter fra Aedas, der sørger for at integrere de mange bygninger i områdets karakteristiske ørken-bakker og bjerg-landskab.
Gidori er blot det seneste element i Saudi Arabiens ambitiøse vision om at forvandle sig fra et relativt lukket land til at blive Mellemøstens nye center for turisme og erhvervsliv.
I den forbindelse bygger Saudi Arabien bl.a. et stor ferie-ressort lige over for Ægypten, etablerer to nye flyselskaber, indretter en ny ørken-lufthavn, rejser en to kilometer høj skyskraber og etablerer et 170 kilometer langt ”liggende” højhus….
(Indledningsfoto: Discover Neom)
‘
Skriv et svar