Den længe ventede overgang fra det analoge og fysiske Rejsekort til en mere moderne og digital udgave som app på mobiltelefonen indledes fra i dag.
De første 20.000 kan downloade app’en i dag tirsdag og dermed tjekke ind og ud med et enkelt swipe på mobilskærmen, når de bruger tog, bus, metro eller letbane.
Den nye Rejsekort app registrerer automatisk, hvilket offentligt transport-middel man anvender, og på hvilken station eller stoppested rejsen begynder og slutter.
Skifter man f.eks. tog eller bus undervejs, skal man ikke længere tjekke ind på ny. Tjekke ud efter kørsel skal man heller ikke længere huske.
Alene de to detaljer vil være til stor hjælp for tusinder af brugere. Hvor mange har ikke prøvet at glemme det i travlheden og har efterfølgende fået mail fra Rejsekortet med udsigt til merbetaling?
I den første version vil kun et begrænset antal rejsende få adgang til den nye app. Mange flere får lov i den kommende tid.
Lige nu er det kun iPhone-ejere på over 18 år og med MobilePay på telefonen, som kan downloade Rejsekort-app’en.
Android-brugere får lov lidt senere. Folkepensionister må også vente til senere på året for at få gavn af den nye app.
Fra 2025 kan tillige børn og rejsende med ret til rabat kunne tjekke ind med Rejsekort som app. Til den tid vil man også kunne benytte app’en til medrejsende, hunde og cykler, ligesom der vil komme mere nye features og funktioner til app’en.
Rejsekort-app’en kan downloades fra Apples App Store og Googles Play butik. Er man ikke blandt de første 20.000, der får lov til at være med fra begyndelsen, kan man lade sig skrive op og få besked, når Rejsekort & Rejseplan A/S åbner for flere brugere.
Selskabet understreger, at det ”gamle” Rejsekort vil kunne benyttes fortsat, selvom der nu kommer en app. De dårlige oplevelser fra MitID skal åbenbart ikke gentages:
”Vi ved, at der er en gruppe nuværende Rejsekort kunder, som af forskellige årsager ikke ønsker eller har mulighed for at bruge en app. Dem udvikler vi også en ny løsning til i form af fysisk udstyr, sådan som vi kender det i dag,” forklarer Kasper A. Schmidt. Han er adm. direktør for Rejsekort & Rejseplan A/S.
”Vi udfaser ikke det fysiske Rejsekort, før vi har et godt og velfungerende alternativ på plads til dem, som ikke vil benytte app’en,” fortsætter han.
Rent teknisk udsteder app’en en gyldig billet ved at beregne ruten og prisen via brugerens smartphone.
App’en matcher mellem GPS’en i telefon og de stationer og stoppesteder, brugeren kører forbi. Desuden sammenholdes med køreplaner i Rejseplanen systemet.
App’en benytter udelukkende disse lokations-data i forbindelse med brugerens aktuelle rejse. Lokations-data, som registreres umiddelbart efter udcheckning, anvendes kun i anonymiseret form til at udregne rejseruten korrekt.
Sådan virker Rejsekort som app
- I den første version kan du rejse med appen, hvis du er over 18 år og kan betale med MobilePay.
- Check ind og ud sker med et swipe i app’en og ikke længere på de blå Rejsekort standere.
- App’en registrerer automatisk, om rejsen foregår med bus, tog, metro eller letbane.
- Afregning for dine rejser sker en gang i døgnet via MobilePay.
- Du kan rejse som med det nuværende Rejsekort. Det vil sige i hele Danmark samt Øresundstog til Malmö C, Hyllie og Triangeln og buslinje 110 Sønderborg-Flensborg. Bornholm er dog undtaget.
- Hvis du glemmer at checke ud, kan app’en minde dig om det og endda checke ud for dig, hvis du slår funktionen Smart Check Ud til.
- Rejsende, der har glemt at checke ud, bliver automatisk checket ud hver nat kl. 04.00, hvis de er checket ind inden kl. 22.00.
- Der optjenes fortsat rabat i appen.
- Der er tidsrabat ved rejser indenfor et regionalt takstområde, og rejsen begynder uden for myldretiden. Det vil sige hverdage kl. 11-13 og kl. 18-07 samt lørdag, søndag og helligdage.
- Trafikvirksomhederne giver 40 procent rabat på rejser i Jylland og på Fyn ved brug af Rejsekort som app.
- Man får rabat i den kalendermåned, hvor man tager app’en i brug samt den efterfølgende kalendermåned. Efter de to første kalendermåneder vil rabattrinnet være afhængigt af, hvor meget man har rejst og optjent i Rejsekort som app.
(Indledningsfoto til artiklen: Rejsekort)
Skriv et svar