SAS fik masser af omtale, da flyselskabet forleden lancerede en flybillet, hvor målet var en overraskelse.
Tusinder af Eurobonus medlemmer stillede sig i kø for at bruge point til at rejse med et fly, som man godt vidste afrejse-lufthavnen på – København – men ikke den by, hvor Airbussen ville lande til nogle feriedage et par timer senere. Det viste sig at være Athen.
I virkeligheden var SAS slet ikke først ud med denne idé. Danmarks tredje-største charterselskab havde den allerede i 2022.
Apollos hemmelige pakkerejser blev en stor succes, og tilbuddene blev solgt med rekordfart i 2023. Derfor har Apollo udvidet repertoiret, når selskabet i dag åbner for en ny omgang ”destination ukendt.”
Apollos salgschef Glenn Bisgaard fortæller til Trends & Travel, at danskerne er mere end almindeligt eventyrlystne og bestemt ikke er bange for at tage på ferie til et sted, som de ikke kender navnet på, når de bestiller rejsen.
Ved sidste års frigivelse af ”hemmelige” rejser tog det mindre end to dage, før alle turene var afsat. Og sjovt nok var det især danskere i aldersgruppen 59 til 65 år, som var de vildeste til at tage på en spontan ferie.
Også i år – altså fra i dag den 18. april – er der kun et begrænset antal rejser. De sælges efter først-til-mølle princippet, så det gælder om at være hurtig på aftrækkeren.
I de tidligere år kunne interesserede vælge mellem to forskellige kategorier hemmelige rejser – Standard og Plus.
Sidstnævnte betød, at man som minimum kunne sikre sig et fire-stjernet hotel for et par hundrede kroner ekstra.
I år udvider Apollo til fire valg – Standard, Plus, Exclusive og Flight Only. Hvad de gemmer på, turde fremgå af deres titler.
I forbindelse med ”destination ukendt” vælger man sin afrejse-periode og sin hotel-kategori. Begge dele vil så blive afsløret i slutningen af maj. Selve rejse-tidspunktet er fra uge 32 til 36.
Den billigste måde at komme afsted koster 798 kroner. Så får man udelukkende flybilletten frem og tilbage og må selv sørge for at skaffe sig seng og tag over hovedet.
Destination ukendt Standard med minimum et 2+ stjernet hotel koster fra 1.998 kroner, mens man betaler mindst 2.998 kroner for Plus kategorien med 3+ hotel.
Vil må gerne overraskes med luksus, kan man bestille en rejse til ukendt i Eksklusiv udgave for 4.198 kroner. Så kommer man til at bo på minimum et 4+ stjernet hotel….
(Indledningsfoto til artiklen: Apollo Rejser)
Skriv et svar