Den danske hovedstad har en ny titel at sole sig i.
Denne gang drejer det sig ikke om verdens lykkeligste befolkning, klodens bedste restauranter eller de grønneste initiativer af alle – med cyklister og fodgængere i spidsen.
I den nye internationale sammenligning ryger København helt til tops som den sikreste storby at gæste i verden.
Kriminaliteten er lav, befolkningens sundhed godt beskyttet, og den digitale sikkerhed er bedre end i de fleste andre storbyer kloden rundt.
Den konklusion er det engelske magasin ”The Economists” særlige Intelligence Unit kommet til. Den har netop offentliggjort sit ”Safe City Index” (SCI) for fjerde gang.
I undersøgelsen har analytikerne undersøgt forholdene i 60 storbyer verden over. Det er sket ud fra 76 indikatorer og kriterier, der er vigtige for byernes digitale, sundheds-mæssige, infrastruktur-relaterede, personlige og økologiske sikkerhed.
I de tidligere år har Tokyo indtaget førstepladsen. På den nye rangliste er den japanske hovedstad rutsjet ned på en global tredjeplads, mens København har overtaget pladsen som verdens mest sikre.
København scorer især mange plus-point i kategorien ”personlig sikkerhed.” Faktisk så mange, at den danske hovedstad også har overhalet Singapore.
Netop de asiastiske storbyer i Japan og Singapore betragtes ellers ofte som noget af det reneste, mest digitale og mest lovlydige, man kan finde på denne klode_
- København i Danmark – 82,4 point
- Toronto i Canada – 82,2 point
- Singapore i Singapore – 80,7 point
- Sydney i Australien – 80,1 point
- Tokyo i Japan – 80 point
- Amsterdam i Holland – 79,3 point
- Wellington i New Zealand – 79 point
- Hong Kong i Kina – 78,6 point
- Melbourne i Australien – 78,6 point
- Stockholm i Sverige – 78 point
Til sin analyse har Economist Intelligence Unit delt sikkerheden op i fem kategorier – digital, sundhed, miljø, infrastruktur og personlige forhold.
For folk, der er på rejse, er kategorien ”personlig sikkerhed” nok den vigtigste, og det er her, at København stråler over alle. Andre byer med høj person-sikkerhed er Amsterdam og Frankfurt.
Kategorien omfatter bl.a. ting som kriminalitet, sikkerhed for kvinder, narko, korruption, politisk stabilitet og antallet af politi-indgreb. Også sikkerheds-overvågning og risikoen for terror-angreb hører under dette punkt.
Rubrikken ”infrastruktur sikkerhed” kan også gemme på interessant viden for rejsende. Den fortæller f.eks. om, hvor fodgænger-venlig en storby er.
Her finder man tillige vurderinger af storbyernes gade-, tog- og elektricitets-net. Det samme gælder sikkerheden i offentlige transport-midler, risiko for at dø ved natur-katastrofer eller, hvor mange mennesker der lever i slum. Klodens bedste på dette punkt er Hong Kong.
Verdens bedste i ”digital sikkerhed” er australske Sydney, mens Tokyo topper, når det gælder ”sundheds-niveau.”
I den forbindelse bedømmer analytikerne bl.a. adgangen til sundheds-tjenester, antallet af læger pr. indbygger, luft- og vand-kvaliteten samt foster-dødelighed….
(Indledningsfoto til artiklen: Febiyan / Unsplash)
Skriv et svar