Alle ved vel efterhånden, at de fleste smartphones i verden bliver fremstillet i Kina. Uanset, om der står Apple, Motorola eller OnePlus på dem.
Vi hører også dagligt, at størstedelen af elbiler kommer fra Kina. Det gælder også biler med Teslas, Volvos, Polestars, VW’s og Mercedes’ navnetræk på.
Hvis det står til regeringen i Beijing, vil den næste store bølge komme med passagerfly. Kineserne er trætte af at være afhængige af amerikanske Boeing eller europæiske Airbus, selvom også de har samlefabrikker ude i Kina.
Kinesernes vej op i skyerne skal komme fra Comac C919 flyet, som har været undervejs i adskillige år, men først nu for alvor går på vingerne.
C919 er Kinas direkte konkurrent til Airbus A320 og Boeing 737 MAX til de korte og mellemlange distancer. Dem har kineserne masser af i deres kæmpe land.
Derfor vil langt de fleste C919’er blive anvendt indenlands og regionalt af kinesiske flyselskaber, selvom Comac også forsøger at sælge maskinerne til udenlandske flyselskaber.
Som så ofte før er prisen det stærkeste argument. Comacs listepris for en C919 er 99 millioner dollars, hvilket er 20 procent under Airbus’ og Boeings tilsvarende fly. Derefter kommer så de sædvanlige rabatter til fly- og leasing-selskaber.
Comacs hidtil største enkelt-ordre kom i går fredag. Ifølge nyhedstjenesten Bloomberg meldte det statslige flyselskab Air China, at man køber 100 styk C919 maskiner. De har en katalogpris på tilsammen 10,1 milliarder euro.
Air China har I øjeblikket knap 500 maskiner i flåden. Heriblandt er der et lille antal Comac C919, men over 200 Airbus A320 / A320neo samt godt 120 Boeing 737 i varianterne -700, -800 oh MAX-8.
Airbus og Boeing skal hen ad vejen erstattes af den kinesiske C919, hvis det står til dem, der bestemmer i Beijing.
Af samme grund er Comac gået i gang med at bygge både større og mindre varianter af C919, så man kan dække alle de områder, hvor Airbus f.eks. har A220, A319, A320 og A321 versioner og Boeing tilsvarende 737 MAX-8, -9 og -10.
Ifølge Bloomberg er Air China blot en af flere sejre, som Comac kan fejre over Airbus og Boeing: Allerede til nytår kunne Comac prale af at have bestillinger på 1.000 styk C919 maskiner.
Senest er det kinesiske flyselskab Suparna Airlines kommet i stald. Det vil lade sine ti Boeing 737-800 maskine afløse af mindst 30 Comac C919.
Selve grund-versionen af C919 er i øvrigt 39 meter lang og har en vinge-spændvidde på 35,8 meter. Standard er to Leap jetmotorer fra fransk-amerikanske CFM.
Comac C919 har som standard mellem 156 og 192 sæder og kan flyve op til 4.075 kilometer. Med to nye varianter udvides repertoiret til mellem 130 og 240 passagerer.
Spændende at se, om Comac flyene også bliver at se i danske lufthavne og luftrum. De kinesiske elbiler og smartphones er her jo allerede i store antal….
(Indledningsfoto til artiklen: Comac)
………….
Skriv et svar